Under coronakrisen er der opstået flere og flere micro-teams i vores organisation, som er blevet super gode til at arbejde sammen virtuelt.
Men der er også nogen, som har det super svært ved ikke at kunne tale med deres kollegaer, ikke få en kop kaffe ved kaffemaskinen eller lige vende et problem. De har brug for at kunne føle, drikke kaffe og joke lidt med kollegaer.
Dem har vi en del af i en udadvendt organisation som SAP.
Så jeg har haft nogle walk-and-talks med dem, der har været hårdest ramt. Så har vi mødtes, købt en kaffe og gået en time. Bare gået, hygget os og både klaret den sociale og faglige del.
Sådan nogle ting tror jeg, at vi vil se mere af.
Jeg er også blevet opmærksom på, at vi som ledere skal være gode til at finde de mennesker, som savner de sociale relationer - og så finde på små praktiske ting, som hjælper på det. Derfor har vi undervejs lavet alt fra virtuel pilates til virtuel fredagsbar.
En af de læringer, jeg har, er derfor, at man skal være endnu tættere på medarbejderne. Ikke bare for at holde produktiviteten og effektiviteten, men også for at holde fast, så de ikke taber energien og modet.
Jørn Jacobsen, adm. direktør for SAP Danmark