Mere end 90 procent af konsulenthuset Mandators aktionærer har accepteret det tilbud, som Fujitsu Services gav for en måneds tid siden.
Overtagelsen til en estimeret værdi af godt 400 millioner kroner er dermed en realitet.
"Dette gør selskabet til den sjettestørste it-serviceleverandør i Sverige med betydelige afledte synergier for Fujitsu i Danmark. Der bliver talrige karrieremuligheder for vores ansatte, og en styrket end-to-end service til vores udvidede kundebase," siger Hans Iakob Estrup, administrerende direktør, Fujitsu Services.
Til at få øje på
Anders Mortensen, der er direktør for Mandators aktiviteter i Danmark og Sydsverige, er også begejstret.
"Fujitsu Services er især stærk inden for det offentlige, hvor vi har størst styrke i det private erhvervsliv, så synergierne er til at få øje på," siger den danske Mandator-direktør.
Svenske Mandator etablerede i foråret en ny forretningsenhed, der dækker Danmark og Sydsverige. Enheden, der har kontorer i København, Malmø og Karlskrona, har cirka 150 medarbejdere og en forventet omsætning i 2007 på 120 millioner danske kroner.
På tværs af sundet
Anders Mortensen, der tidligere var været direktør for Mandators danske kontor, blev i april udnævnt til direktør for den nyetablerede på-tværs-af-sundet-enhed.
Den danske del af Mandator bygger på resterne af it-konsulenthuset Cell Networks, der lukkede i 2003 efter flere år med underskud.
Det lykkedes aldrig for de svenske it-konsulenter at få en god forretning ud af webbureauet Mousehouse, som Caroline Søeborg Ohlsen stiftede i 1992, og som Mandator/Cell købte i 1999.