Med en ny tjeneste baseret på videosamtaler via 3g vil 61-årige Mogens Lykketoft (S) nu have de yngste vælgere til at debattere interaktivt i valgkampen via mobiltelefonen.
Ved at ringe op til et almindeligt nummer er det muligt, ved hjælp af videosamtale, at se og uploade videosekvenser med omkring 64 kbit i sekundet.
Det fortæller Anders Dybdal, der er webmaster på lykketoft.dk.
Tjenesten gør det muligt at kommentere både politikerens videoindlæg og andre vælgeres kommentarer direkte fra telefonen.
"Men 3g systemet er begrænset lidt af den lille skærm. Derfor er store menustrukturer og yderligere tematisering ikke praktisk muligt lige nu," siger Anders Dybdal.
Mogens Lykketoft har ligesom andre i forvejen taget YouTube til sig som politisk værktøj. Og når han nu også skal tale direkte til vælgerne på mobiltelefoner, skyldes det ifølge webmasteren at netop den unge vælgergruppe er meget vigtig i valgkampen.
"Unge skifter mere parti end andre aldersgrupper. Samtidig interesser det politiske område som Mogens har, unge rigtig meget," siger Anders Dybdal.
Del af hverdagen
Spørgsmålet er om 3g-tjenesten også efter valget har en fremtid som kommunikationsredskab til politikerne. Og det mener Anders Dybdal er tilfældet.
Han mener, at vi vil opleve interaktiv videodialog både i kommende valgkampe, men også som en del af politikernes dagligdag.
"Når medierne smelter sammen, vil der komme nye platforme for debat som kommer til at skabe et mere deltagende demokrati," siger Anders Dybdal.
Om Mogens Lykketoft rent faktisk holder fast i brugen af 3g- og YouTube-video som daglig kommunikationsplatform for især unge vælgere efter valget, kan Anders Dybdal dog ikke garantere.
"Vi har ikke diskuteret det, for det er også et økonomisk spørgsmål. Men jeg kan sige, at hele den dialogiske form for vælgertilgang, den vil i al fald fortsætte," siger Anders Dybdal.
Spændende idé
Hos analysehuset IDC ser chefanalytiker Brian Troelsen positivt på den 3g-baserede debatform.
"Umiddelbart synes jeg det er en meget god idé," siger chefanalytiker hos IDC Brian Troelsen.
Imidlertid er det ifølge analytikeren ikke videosamtale der har drevet udviklingen fremad indenfor 3g, selv om det var denne funktion, man startede med at slå det an på, fortæller Brian Troelsen.
"Under alle omstændigheder er det spændende, at man udvikler på det. Men man skal lige have historikken omkring videotelefoni i baghovedet," siger Brian Troelsen.