Samtidigt med relanceringen af Apples succesrige iPod-serie, har selskabets direktør Steve Jobs besluttet, at iPhone'en skal være 1.100 kroner billigere.
Prisfaldet skyldes selskabets forventninger om at nå det erklærede mål på en million solgte smart phones i slutningen af denne måned.
Steve Jobs har ellers tidligere benægtet, at en reducering af prisen skulle være vejen frem til at nå det store mål.
Det skriver The Wall Street Journal.
Apple solgte 270.000 iPhones i løbet af telefonens første 30 timer i handlen. Siden har selskabet ikke oplyst nogen specifikke salgstal.
Nedtur på aktiemarkedet
Samtidigt med at Apple vil sænke prisen fra 3.300 kroner til lidt over 2.200 kroner, så trækker selskabet sin fire gigabyte telefon af markedet, fordi den ikke har været så populær som dens dyrere storebrødre.
Finansanalytikere ser dumpningen af prisen som et muligt svaghedstegn, hvor Apple har erkendt et for højt prisniveau for at nå at runde en million kunder.
Den første finansielle reaktion har derfor været et fald i Apple-aktien på 5,1 procent.