Computerworld News Service: ”Moralen er alt, hvad der presser Google på nuværende tidspunkt, for det ser ikke ud som om, at software licensen kommer til at forlange mere af virksomheden i den nærmeste fremtid,” siger Eben Moglen, der er professor ved Columbia University og formand for Software Freedom Law Center.
Eben Moglen er ved at lægge sidste hånd på, hvad han håber, bliver den næste software-licens til udviklere af Linux.
Den nye licens skal hedde GNU General Public License Version 3.
Software, der er udgivet under GPL-licensen, kan gratis kopieres og forandres, men alle, der distribuerer koden, skal udgive deres modifikationer under den samme licens.
Det betyder, at virksomheder som Red Hat og Novell skal give al deres Linux-kode tilbage til open source-bevægelsen.
Men det gælder ikke for Google eller Yahoo, selvom de er to af verdens største Linux-brugere.
Selvom de to selskabers web-baserede software bliver brugt af flere hundrede millioner, er virksomhederne serviceudbydere og ikke softwaredistributører.
Det betyder, at de har juridiske lov til at beholde deres kode for sig selv.
Organisationen, der står bag GPL, hedder Free Software Foundation (FSF) og har leget med ideen om at tilføje en paragraf til licensen, der skal tvinge også serviceudbydere til at give deres forandringer tilbage, men ideen blev droppet.
Google bidrager allerede til mange open source projekter, inklusive Linux, men nogle iagttagere mener godt at søgegiganten kunne yde mere.
"De har en etisk og samfundsmæssig forpligtelse til at give koden tilbage til miljøet,” siger Eben Moglen. "Tiden vil vise, om det bliver nødvendigt at tilføje paragraffer til licensen.”
Oversat af Ditte Thøgersen