It-udgifter i byggebranchen boomer
Danmarks Statistik har offentliggjort tal for it-udgifter i virksomheder i 2005. De viser en generel stigning i udgifter på 15 procent i forhold til 2004. Den største stigning findes i bygge- og anlægsbranchen med 41 procent, selvom branchen dog kun har to procent af de samlede udgifter. Finanssektoren optager cirka halvdelen af de samlede udgifter ifølge opgørelsen. Tallene for 2006 bliver offentliggjort i april 2008.
Komplex it lander millionoverskud
I januar 2006 etablerede 10 tidligere WM- og Atea-medarbejdere Komplex it. Selskabets første årsregnskab viser en omsætning på 83,4 millioner kroner, et resultat før skat på 4,1 millioner kroner og et overskud på 2,9 millioner. I løbet af det første år på markedet har Komplex it oparbejdet en portefølje på godt 100 kunder. Der er tale om en blanding af store og små virksomheder samt kunder i den offentlige sektor.
Kapow-direktør skifter til CRM-hus
Efter tre et halvt år som direktør hos Kapow Technologies har Jonas Almstrup sagt op og er tiltrådt som partner og direktør i det danske CRM-hus ChannelCRM. Det otte år gamle ChannelCRM har i dag godt 200 kunder og har indlemmet Almstrup i ejerkredsen for, at han kan stå i spidsen og styre den vækst, der præger markedet for CRM, og som smitter kraftigt af på ChannelCRM.