Onsdagens massive nedbrud hos BEC (Bankernes EDB Central), som sendte 73 pengeinstitutter i sort, skyldes en softwarefejl. Det fortæller Steen Elsborg, der er driftschef hos BEC.
”Der var en uopdaget fejl i noget mikrokode, som ramte os,” siger Steen Elsborg.
Softwarefejlen opstod i et stykke såkaldt mikrokode, som er en del af den helt basale kode, som de store mainframe-maskiner loader ind i systemet, når de booter. Fejlen har ligget i koden og er lige pludselig blevet aktiveret, fortæller Steen Elsborg.
Fejlen er ifølge driftschefen kommet ind i koden i forbindelse med en ændring, som BEC lavede i påsken. Og det er denne fejl, som altså onsdag fik systemet til at tabe ip-opsætningen på firmaets centrale systemer.
”Det sker heldigvis ikke ret tit. Det er ikke noget, vi har oplevet længe. Men når man taler om it, kan man desværre ikke undgå fejl en gang imellem,” siger Steen Elsborg.
Softwarefejlen blev i onsdags udbedret ved at genstarte de berørte systemer. Derved blev mikrokoden nemlig indlæst på ny, hvilket fik systemerne til at fungere igen.
Det er IBM, der er leverandør af systemerne, og dem vil BEC nu tage problemet op med, så problemet kan blive løst endeligt ved at ændre koden.
Der bliver ikke tale om erstatninger eller kompensation til BEC for onsdagens nedbrud, fortæller Steen Elsborg.
Nedbruddet betød, at 73 pengeinstitutter var i sort onsdag morgen. Men allerede klokken 10 var halvdelen af bankerne igen i funktion, fordi den ene af BEC’s centraler kom i drift. Resten af de berørte banker var koblet på systemerne klokken 13.