Hvis virksomheder som Apple og selv italienske modedesignere som Prada kan designe mobiltelefoner, hvad skulle så afholde Google fra at gøre det? Muligvis ingenting.
Rygterne svirrer i blog-miljøerne for tiden om netop dette emne. Måske pønser søgegiganten på at designe sin egen telefon.
Rygterne bunder blandt andet i et nyopsat stillingsopslag på Googles hjemmeside, der lader til at bekræfte, at virksomheden gør mere end bare tænke på at udvikle noget hardware.
Trådløse systemer
"Google eksperimenterer med et par trådløse kommunikationssystemer, inklusive nogle hidtil ukendte koncepter,” står der i opslaget.
"Vi etablerer et lille hold af elite Logic-designere og Analog-designere, hvis mål bliver intet mindre end, at gøre hele verdens information tilgængelig, alle vegne, gratis.”
Ansøgers kvalifikationer skal eksempelvis indbefatte ”erfaring med omfattende modellering, analyse-erfaring, fabelagtige programmeringsevner og erfaringer med design af el-afbrydere."
Fordi mobiltelefonens popularitet vokser så meget, at den faktisk sniger sig op i retning af en førsteplads over foretrukne adgange til internettet, ville det være mystisk, hvis verdens største søgemaskine ikke gerne ville have del i den forretning, mener analytikere.
"Det er oplagt, at Google skal følge efter, siden Apple og et par andre store," siger Phil Taylor, senioranalytiker hos Strategy Analytics.
”Google og selskabets ærkerival Yahoo har tidligere indgået aftaler med både operatører, som de er vilde efter at tilbyde søgeydelser til mobiltelefoner, og producenter, hvor de forsøger at operere søgefunktionerne direkte ind i telefonen,” siger Phil Taylor.
Han mener, at Google bliver nødt til at designe et produkt, der skiller sig ud fra de andre, hvis selskabet skal mase sig ind på det allerede klemte mobilmarked.
Oversat af Ditte Thøgersen