Et nyt udvalg i IT-Branchen skal skabe større innovation i danske it- og televirksomheder ved at rette fokus mod fremtidens arbejdsplads.
"Formålet med udvalget Fremtidens Arbejdsplads er at fremme Danmarks udvikling mod at blive en førende it-nation og sætte nye standarder for, hvordan it kan tænkes ind i det daglige arbejdsliv," udtaler Jakob Lyngsø, administrerende direktør for IT-Branchen, i en pressemeddelelse.
Stiftende udvalgsmøde
Midt i næste måned holder de deltagende virksomheder og IT-Branchen (ITB) stiftende udvalgsmøde, hvor det samtidig er planen at diskutere betydningen af it i fremtidens arbejdsmiljøer.
Formand for det nye udvalg, Fremtidens Arbejdsplads, er Morten Felding, der er administrerende direktør for Xerox i Danmark
Initiativet til udvalget – Fremtidens Arbejdsplads – er taget af ITB og kommunikationsbureauet Discus Communications og skal give danske it- og televirksomheder mulighed for at dele viden og gå nye veje inden for teknologisk innovation til arbejdspladsen.
Seminar den 13. marts
Den 13. marts afholder ITB og Discus et seminar, hvor eksperter fra Microsoft, Computerworld og Danmarks Pædagogiske Center vil give deres bud på muligheder og tendenser inden for it, medier, digitalisering og arbejdsmiljø.
Indtil videre er seminaret i hvert fald sikret deltagelse fra Xerox, Plantronics og Siemens.