Det portugisiske teleselskab Sonaecom hæver det beløb, som selskabet er parat til at betale aktionærerne i Portugals største teleselskab, Portugal Telecom, i et fjendtligt overtagelsesforsøg, som Sonaecom forsøger at gennemføre.
Samlet hæver Sonaecom sit tilbud fra 72 kroner til knap 80 kroner per aktie, hvilket hæver den samlede pris, som Sonaecom er parat til at give for Portugal Telecom i det fjendtlige overtagelsesforsøg, fra 81 milliarder kroner til knap 91 milliarder kroner.
Olie og diamanter
Det sker, selv om ledelsen i Sonaecom tidligere blankt har afvist at hæve tilbuddet, medmindre der blev fundet "olie og diamanter gemt i Portugal Telecoms arkiver", som Sonae-gruppen hovedaktionær, Belmiro de Azevedo, tidligere har sagt.
Hans søn, Paulo Azevedo, er administrerende direktør i Sonaecom, og han har tidligere været helt på linie med sin far i spørgsmålet.
Far og søn mener fortsat, at 72 kroner per aktie er fair. De øger alene prisen for "fredens skyld", som de siger.
"Sonaecom er overbevist om, at prisen er den eneste detalje, der står i vejen for en accept fra Portugal Telecoms aktionærer," lyder det fra Sonaecom i en meddelelse.
Tre aktionærer værgrer sig
Alligevel er tre aktionærer - der tilsammen sidder på 12 procent af aktierne i Portugal Telecom - fortsat ikke indstillet på at sælge deres aktier til Sonaecom.
Det fjendtlige overtagelsesforsøg - der blev iværksat i februar 2006 - udløber 9. marts, som Sonaecom har sat som sidste frist for aktionærerne til at vende tommelfingeren op eller ned.
Portugal Telecom har imidlertid indkaldt til generalforsamling 2. marts, hvor det vurderes, at selskabets fremtid kan blive afgjort.
På generalforsamlingen skal aktionærerne i Portugal Telecom nemlig beslutte, om de - som foreslået af Sonaecom - vil slette en vedtægts-paragraf, der begrænser stemme-retten for alle aktionærer til 10 procent.
Den portugisiske regering kan dog stadig sætte en kæp i hjulet.
Staten ejer nemlig 500 "gyldne" aktier, der sikrer staten særlige veto-rettigheder i strategiske spørgsmål vedrørende det gamle statsmonopol. Samtidig ejer den statsejede bank, Caixa Geral de Depósitos, 5,25 procent af aktierne i Portugal Telecom.
En ting, der taler for et salg til Soneacom, er, at det vil sikre portugisisk ejerskab af Portugal Telecom, hvis største aktionær for tiden er spanske Telefonica.
Det ventes, at den portugisiske regering vil offentliggøre sit synspunkt i sagen på aktionærmødet 2. marts