Med Telias køb af Debitel forventer flere teleanalytikere, at priserne på det danske marked vil stabilisere sig.
Dermed kan det være slut med den blodige priskrig, der i de seneste år har presset mobilselskaberne, men gjort de danske mobilkunder glade.
- Nu er konsolideringen på mobilmarkedet blandt TDC, Sonofon og Telia ved at være fuldstændigt på plads, vurderer teleanalytiker Brian Troelsen fra analysehuset IDC.
Han peger på, at der stort set ikke er små udbydere tilbage, som kan udfordre de store på priserne, og dermed vil markedet nu stabilisere sig.
Også teleanalytiker Poul Ernst Jessen fra Danske Bank peger på, at det danske mobilmarked går mere stabile tider i møde.
Det skyldes ikke mindst, at historien viser, at konsolidering ofte fører til aftagende konkurrence.
- Det så man både, da TDC købte Telmore og Sonofon købte CBB Mobil samt Telia købte Orange. Priserne rykkede sig overhovedet ikke i årene efter disse opkøb, siger Poul Ernst Jessen.
Teleanalytikeren John Strand fra Strand Consult tror dog fortsat på, at de små kan drille de store i et vist omfang.
- Jeg er ikke urolig for konkurrencen. Der er jo eksempelvis Tele2, som er meget aggressiv. Nogle af de andre mindre spillere på markedet kan også være med, mener han.