Motorola offentliggjorde fredag, at nettoindtjeningen i firmaet er faldet med 48 procent i fjerde kvartal 2006.
Dermed faldt overskuddet i firmaet til 3,6 milliarder kroner, svarende til 1,44 kroner per aktie. For bare et år siden lå indtjeningen på 6,9 milliarder kroner netto eller 2,71 kroner per aktie.
Det skriver Wall Street Journal.
Skuffende resultat
Ifølge Motorola steg salget imidlertid samtidig med 17 procent. Dermed nåede indtjeningen i firmaet op på i alt 68 milliarder, mens indtjeningen på mobilsiden alene nåede 45 milliarder kroner.
Firmaets topchef, Ed Zander, er tilfreds med det stigende salg, og han mener, at det har skabt et godt fundament.
- Imidlertid opbyggede firmaet en solid vækst på indtjeningssiden, som mødte eller ligefrem overgik vores målsætning på flere områder i kvartalet. Jeg er sikker på, at vi har et godt fundament for fortsat vækst, siger Ed Zander til Wall Street Journal.
Faldende aktier efter nedskrivning
Motorola nedskrev for to måneder siden forventingerne til salgsresultatet i fjerde kvartal med otte procent. Samtidigt advarede firmaet om, at indtjening og overskud ville blive mindre end forventet.
Advarslerne sendte aktierne ned med næsten otte procentpoint til 109,26 kroner per aktie og understregede dermed de udfordringer, firmaet har med at veksle succesen med den populære Razr-telefon til overskud.
Telefonen er solgt i mere end 50 millioner eksemplarer på verdensplan siden lanceringen i slutningen af 2004. Imidlertid har Motorola løbende dumpet prisen på telefonen for at kunne vækste på markedsandele.