Der er ikke noget så irriterende som gode råd.
Man kender dem godt i forvejen, og hvis ikke man kender dem, hvordan ved man så, om de virker?
Så nu skal du få nogle rigtigt dårlige råd.
Jeg har udvalgt de 10 mest almindelige fejl ved opbygningen af nye websites. 10 fejl, der sikrer dig en lodret fiasko, og som hver for sig er mere gennemtestede end samtlige de gode råd, jeg prøver at dele ud af til daglig.
Rigtig god fornøjelse – og ring trygt, når det hele brænder på. Jeg er så vant til at tage over derfra
Brug ikke tiden på strategi
1 - Spild ikke tiden på at udvikle strategi, sammenhæng med øvrige kanaler og produkter eller andre højskoleagtige duksedrenge-metoder. Næ, spring lige ud i det og få kodet dit site i en ruf.
2 - Lad være med at fastlægge et budget. Hvis det ikke kan undgås, så hold i det mindste budgettet hemmeligt for deltagerne, så de ikke tror, de er på shoppingtur med deres rige onkel.
3 - Lad det være uklart, hvem der er ansvarlig for processen. På den måde har hver enkelt deltager også større mulighed for selv at tage ansvar.
4 - De enkelte afdelingers indbyrdes magtforhold bør afspejles i det endelige produkt. Glem det der med at skræddersy websitet til brugerne, de vil alligevel så meget forskelligt, og hvem kan hitte ud af at tilpasse forsiden til hver enkelts behov.
5 - Marketing, salg og teknik har hver deres agenda og bør derfor holdes adskilt under hele udviklingen. Så kan alle få deres drømme defineret, uden at de andre spænder ben.
6 - Spild ikke tiden på at udvikle brugerflader. Den slags kan amerikanerne spilde halvdelen af budgettet på, men den grøft falder vi andre ikke i.
7 - Der er heller ingen grund til at kaste penge efter brugertest, fokusgrupper og alt det andet. Vi kender jo vores egne produkter bedre end nogen anden, og vore folk har ligesom lavet hjemmesider før, ikke?
8 - Fokuser på hjemmesiden alene, og glem alt om at minde brugerne om den via nyhedsbreve og rss. Alle kender os og besøger os, når de har brug for vores information.
9 - Markedsføringen forberedes i sidste øjeblik, så den er hyperaktuel. Og den fyres af for fuld musik ugen inden, vi går i luften, så alle brugerne kan glæde sig til alt det nye – når de møder vores gamle hjemmeside.
10 - Husk, at brugerne skal have mulighed for at skrive deres mening i et eller andet hjørne. Lad dem endelig underholde hinanden, det skader ikke.
Men lad nu være med at lade en medarbejder spilde kostbar tid på at blande sig i debatten. Det fører bare til endnu mere snak og lommeuld.
Lad mig høre din mening
Det svære ved sådan en liste er alle de råd, der så åbenlyst mangler. Men her satser jeg på din hjælp.
Lad mig så høre, hvilke råd du mangler her på listen – og også meget gerne hvilken erfaring, du har med saftige fiaskoer.
Jeg ønsker alle et rigtig godt 2007
Claus Sølvsteen har arbejdet med nye medier siden 1990. Han er indehaver af Danmarks første private e-mail-adresse og partner i rådgivningsfirmaet Peytz & Co.
Computerworlds klummer er ikke nødvendigvis udtryk for Computerworlds holdninger, men er alene udtryk for skribentens holdninger.