Kulturministeriet står på mange områder overfor digitale udfordringer, hvor især arkiveringen af den danske kulturarv figurerer højt på arbejdssedlen.
I en ny rapport om ministeriets egen it-strategi 2007-2008 beskriver Kulturministeriet blandt andet, hvordan det vil favne om borgernes interesser ved at gøre ministeriets digitale samlinger tilgængelige for borgerne.
For at sikre prioriteringen i offentliggørelsen, vil ministeriet oprette et udvalg til gennemførelse af analyser af borgernes behov for formidling af kultur-arven.
Udvalget er bredt sammensat med medlemmer fra blandt andet Videnskabsministeriet, Det Danske Filminstitut og ophavsretsorganisationer.
Udvalgets overordnede fokus er bevaring og formidling af kulturarven, hvilket inkluderer bøger, fotos og audiovisuelt materiale.
Til dette arbejde hører også de ophavsretlige problemstillinger, som knytter sig til materialerne.
-Arbejdet skal være færdiggjort 1. maj 2007, da resultaterne bør indgå i drøftelserne af finansloven for 2008, forklarer Karsten Munk.
Borgerorienteret formidling på borger.dk
Borgerne er i centrum i Kulturministeriets it-strategi.
Og borger.dk indgår som et strategisk samlepunkt for de services, som Kulturministeriet vil tilbyde i form af fremvisningen af kulturarven.
Det ligger dog endnu ikke helt klart, hvordan dette skal foregå via den nye offentlige portal.
Opdeling i fire sektorer
For at lette arbejdet med digitaliseringen og formidlingen af den danske kulturarv har ministeriet opdelt sine it-fokusområder og –forpligtelser på fire faglige sektorer, der tæller arkiver, biblioteker, kulturbevaring og uddannelser.
Formålet med opdelingen er, at Kulturministeriets 43 statsinstitutioner skal kunne identificere sine kerneopgaver i relation til de fire sektorer.
Således har hver sektor fået tilknyttet sin særskilte it-vision samt ikke mindst digitale pejlemærke, for at kunne leve op til kravene om digitaliseringen og formidlingen af kulturarven.