- En klods om benet.
Sådan omtaler TDC's koncerndirektør Jens Alder i flere medier de gamle, ofte mainframe-baserede, it-systemer, som TDC slæber rundt på.
TDC's koncern it-direktør Jørgen Jakobsen medgiver, at en del TDC it er oppe i årene:
- TDC har gennem mange år egenudviklet it-systemer baseret på teknologi, der i dag må betegnes som ældre, lyder det fra it-direktøren.
It på tværs
For at modernisere it-delen af telekoncernen etablerer selskabet nu en tværgående it-funktion.
- Hidtil har TDC Services stået for driften af de centrale it-løsninger, men fremover lægges den centrale drift over i TDC Totalløsninger, og hvor jeg tidligere refererede til den administrerende direktør for TDC Services, refererer jeg fremover direkte til Jens Alder, forklarer Jørgen Jakobsen.
Implementerer Siebel
Strategien er hen ad vejen at skifte de gamle systemer ud med standardiserede løsninger, som så bredes ud og bliver koncern-systemer.
- Eksempelvis er vi i gang med implementeringen af en ny CRM-løsning til i første omgang erhvervssegmentet i TDC. Der er tale om en Siebel-installation med meget begrænsede tilretninger, siger Jørgen Jakobsen.
Han kan ikke på nuværende tidspunkt sige noget om, hvorvidt Siebel finder plads andre steder i TDC-koncernen eller hvilke andre leverandører, der kunne tænkes at blive lukket ind i den fagre nye og standardiserede TDC-verden.