ProData Consult dirrer af spænding, men de vil ikke ud med den nøjagtige dato.
De vil heller ikke være mere præcise omkring deres globale satsning, end at "det bliver stort".
Så at påstå, at forventningerne til den danske konsulentvirksomheds indgang på det internationale marked er store, vil være en fed underdrivelse.
– Det går helt amok, siger Bent Hammerskov, salgskonsulent hos ProData.
– Det bliver det store brag, siger Henning Jørck, administrerende direktør for ProData.
– Jeg kan ikke fortælle, hvornår og hvad det præcist går ud på, men det bliver stort, fortsætter han.
54-årige Henning Jørck tiltrådte for nylig som administrerende direktør. Han var egentlig gået på pension, men begyndte alligevel at arbejde for ProData, og slog til, da han fik tilbuddet om at overtage ansvaret for den danske afdeling.
Den tidligere ProData-chef, Carsten Lindskog, flyttede nemlig til Los Angeles, hvor han nu har slået sig ned med sin familie. Herfra skal Carsten Lindskog styre ProData ud på verdensmarkedet efter det koncept, som ProData har haft stor succes med i Danmark: Meget få fastansatte og mange freelancekonsulenter.
Virksomheden beskæftiger i øjeblikket cirka 20 faste folk og i omegnen af 130 freelancekonsulenter. Går det som ledelsen forventer, vil der komme mange flere til de kommende år.
Nok er de hemmelighedsfulde omkring verdenslanceringen, men de fortæller dog, at der er hele ti kontorer under etablering i USA, Asien og Europa.
Computerworld Top 100 kårede ProData som Danmarks næstdygtigste konsulenthus i 2004. I 2005 løb de af med prisen som Danmarks dygtigste it-virksomhed. At de også i år får prisen som Danmarks dygtigste it-konsulenter, kommer lidt bag på dem.
- Det er vi glade for og stolte over, men vi havde faktisk ikke ventet det. Siden kåringen sidste år har vi koncentreret os meget om at konsolidere os og forberede vores globale lancering, siger Henning Jørck.
Med de kommende mange kontorer i det meste af verden forventer ProData at kunne hente kompetencer fra det globale netværk til enhver opgave.
– Den globale satsning vil hjælpe os til at skaffe de helt tunge it-folk hurtigere, mener Henning Jørck.