Omkring en million kunder hos BG bank og Danske Bank var i morges uden adgang til deres konti, fordi alle systemer hos Danske Bank koncernen 05.55 lukkede ned på grund af en såkaldt falsk hardwarefejl på en af koncernens mainframe computere.
Det fortæller Peter Schleidt vicedirektør med ansvar for it hos Danske Bank koncernen.
- Det viste sig hurtigt, at der var tale om en falsk hardwarefejl, men det betød, at systemerne stoppede som en sikkerheds-foranstaltning, siger Peter Schleidt.
Nedbruddet skete på et heldigt tidspunkt, hvor der typisk ikke er ret mange brugere på koncernens netbanker.
De fleste går nemlig i banken, efter de er mødt på arbejde eller om aftenen, fortæller Peter Schleidt.
Årsag ukendt
Det er uvist hvorfor mainframen meldte en falsk hardwarefejl.
Men problemet skyldes formentlig, at bankerne har data to steder, og hvis mainframen tror, at de to datasystemer ikke indeholder det samme, melder den alarm og lukker ned for en sikkerheds skyld, fortæller Peter Schleidt.
Systemopstarten gav også problemer med en af de otte kloner, som giver adgang til både netbank og medarbejdersystemerne.
Det betød, at der var nogle kunder og medarbejdere, som ikke kunne logge på, hvis de tilfældigvis ramte netop den problematiske klon.
Derfor vurderer Peter Schleidt, at medarbejderne kan have oplevet at måtte logge på flere gange for at få adgang da de mødte på arbejde i morges.
Flere kontroller
10 minutter efter nedlukningen startede koncernen systemet op igen. Normalt tager det omkring en time at starte det hele op, men i dag tog det en time og 45 minutter.
Det skyldes blandt andet, at der er flere kontroller efter at systemet har været helt nede, fortæller Peter Schleidt.
- Men vi havde også nogle systemer, som ikke blev startet ordentligt, og det skal vi selvfølgelig følge op på, siger Peter Schleidt.