Elektronikgiganterne Sony og Samsung har indgået en aftale om at opføre en ny fabrik, der skal fremstille LCD-paneler til pc-monitorer og tv-apparater.
Den nye fabrik vil koste omkring 12,3 milliarder kroner og kan begynde produktionen ved udgangen af 2007.
Japanske Sony og sydkoreanske Samsung samarbejder i forvejen om LCD-produktion i det fælles selskab S-LCD, som har et produktionsanlæg i Sydkorea.
8G-fabrik
Det nye produktionsanlæg skal kunne håndtere såkaldt 8G eller ottende generations LCD-produktion.
Det vil sige, at LCD-panelerne produceres på glasplader på 2 gange 2,5 meter i forhold til 7G-teknologien, hvor glaspladerne måler 1,87 gange 2,2 meter.
Det større areal kan enten udnyttes til at fremstille flere paneler per glasplade eller til større paneler.
S-LCD's eksisterende produktionsanlæg kan producere 60.000 7G-plader om måneden, men vil blive opgraderet til en kapacitet på 75.000.
Den nye 8G-fabrik vil til at starte med få en kapacitet på 50.000 8G-plader om måneden.