Den 10. september 2001 foretog Norventum Capital sin første og indtil videre eneste investering. Næste dag var World Trade Center ikke mere, og markedet gik i stå.
Det samme gjorde arbejdet i Norventum Capitals venture-fond, som siden terrorangrebet har kørt på meget lavt blus. Men nu skal der kog på kedlerne igen.
– Vi har en lille fond med en enkelt investering. Nu ønsker vi at investere i flere firmaer og har skudt en kapitalrunde i gang, siger Jørgen Gransøe, direktør i Norventum Capital.
Bestyrelsen i Norventum har også fået en indsprøjtning. Blandt andet er Finn Helmer – kendt som ham, der solgte Giga til Intel – kommet med på holdet.
Penge fra private
Det er en fornemmelse af, at tiden er moden, der har fået Norventum til at gå i gang igen.
Onsdag besluttede Norventum Capital således at gå i gang med at rejse 50 millioner investeringsvillige kroner.
Pengene skal blandt andet komme fra private, der har lyst og råd – minimumsindskuddet er en halv million kroner.
De 50 millioner kroner skal investeres i mellem tre og fem højteknologiske iværksætter-firmaer inden for it, telecom eller teknologi til medicinsk udstyr.
– Vi kigger efter en unik idé med stort markedspotentiale, og så skal der være et dygtigt team til at styre firmaet. Det er jo ikke os selv, der skal drive det, siger Jørgen Gransøe.
Første aftale klar
Og der er allerede fundet en række lovende emner i Danmark og det sydlige Sverige, som Norventum vil arbejde videre med.
Første navn er blevet offentliggjort i denne uge: TerraNet fra Malmø, der udvikler teknologier til at forbedre mobiltelefoner.
For eksempel bruger firmaet principperne fra fildelingsnetværk til at udvide dækningsområdet, ved at lade telefoner hjælpe hinanden med at sende signalet frem til nærmeste sendemast.
Nu leder Norventum efter partnere, der vil være med til at investere i TerraNet. Venture-selskabet ønsker nemlig ikke at være alene på investor-siden.
Det gælder for alle de planlagte investeringer, som efter planen skal være sat i gang i løbet af 2006.
Arkena, som Norventum investerede i tilbage i 2001, lever i øvrigt i bedste velgående.
Firmaet har specialiseret sig i løsninger inden for streaming media med succes, og Norventum er stadig medejer.