Sammenlægningen af Esbjerg, Ribe og Bramming kommuner stopper et millionprojekt om et nyt system til elektronisk sags- og dokumenthåndtering (ESDH) i Ribe umiddelbart før implementeringen.
Ribe Kommune har været en foregangskommune inden for det offentliges udrulning af ESDH via de såkaldte FESD-rammeaftaler. Kommunen skulle efter planen tage FESD-løsningen fra Software Innovation i brug nu.
I stedet er implementeringen af systemet til cirka to millioner kroner udskudt på ubestemt tid.
Projektet frosset ned
Projekt-stoppet skyldes, at der endnu ikke er enighed om, hvilket ESDH-system, den nye storkommune med Ribe, Esbjerg og Bramming skal basere sig på.
- Løsningen er godkendt og klar til at blive taget i drift, men vi er tidsmæssigt kommet så tæt på sammenlægningen med nabokommunerne, at det ikke giver mening at tage en ny ESDH-løsning i brug kun for Ribe, siger kommunaldirektør Peter Zahlekjær, Ribe Kommune.
Han kan ikke oplyse, om Ribes nye ESDH-løsning nogensinde vil komme i drift.
- Det er et åbent spørgsmål. Vi fryser det ned indtil den nye storkommune finder ud af, hvad den vil på ESDH-området, siger Peter Zahlekjær.
I første omgang har fusionskommunen af Esbjerg, Ribe og Bramming valgt at fortsætte sammenlægningen af kommunerne på den ESDH-løsning, der i forvejen findes i Esbjerg Kommune.
Ærgrelse hos direktør
Bag Esbjergs ESDH-løsning står Fujitsu, mens det er FESD-leverandøren Software Innovation, der er leverandør af den nu strandede løsning i Ribe.
Administrerende direktør i Software Innovation, Frank Høy Rasmussen, ærgrer sig over, at det leverede system ikke umiddelbart ser ud til at komme i drift.
- I princippet er hele projektet gennemført, men det tjener ikke noget formål at sætte det i drift lige nu. Vi har derfor indgået en aftale om, at kommunen beholder retten til løsningen og kan åbne projektet igen, siger Frank Høy Rasmussen.
Ifølge Ribes kommunaldirektør Peter Zahlekjær vil det i løbet af foråret blive besluttet, hvilken ESDH-løsning den nye storkommune ved Esbjerg skal være baseret på.
Den nye løsning ventes taget i brug, når den nye Esbjerg Kommune bliver en realitet fra januar 2007.
- Vi vil gøre meget for, at Software Innovation kommer ind i den nye kommune, men vi er klar over, at der skal tages hensyn til mange forhold, siger Frank Høy Rasmussen.