Maconomys nye administrerende direktør, Hugo Dorph, der tiltrådte den 1. juni, lægger ud fra startblokken med nålen placeret i det røde felt.
Det fremgår af dagens offentliggjorte halvårsregnskab, der er præget af minusser og tal i rødt.
Omsætningen er i årets første halvdel gået tilbage fra 70,5 til 64,5 millioner kroner, og på bundlinjen før skat står et minus på 7,3 millioner kroner mod et minus på 2,5 millioner kroner i samme periode sidste år.
- Hverken omsætning eller bundlinje er tilfredsstillende, og det er tydeligt, at det er vækst, der skal til for at gøre den her virksomhed virkelig profitabel, siger Hugo Dorph.
Direktøren vil da også hellere se frem end tilbage, hvilket selskabet satte tyk streg under med dagens udsendte meddelelser.
3-årig vækstplan
Umiddelbart i halen på fondsbørsmeddelelsen om halvårsregnskabet fulgte her til formiddag en særskilt fondsbørsmeddelelse med en tre-årig vækstplan for selskabet.
Planen sigter mod et løft i salg af licenser fra et niveau på omkring 40 millioner til 100 millioner kroner i 2008.
Vejen dertil går blandt andet gennem øget fokusering på kernemarkederne. Maconomy vil dermed fokusere på projektorienterede virksomheder.
Kunderne skal især findes inden for de to grupper markeds- og kommunikationsbranchen og konsulentbranchen, og de skal findes i Nordeuropa.
Selskabet vil investere i at løfte egne evner til at kunne rådgive om, hvordan kunderne kan drive mere profitable forretninger.
- Det er det vores løsninger handler om, specifikt på virksomheder, der er projektorienteret. Det er helt klart vores kompetencer, der sælger, siger Hugo Dorph.
Forbedre kanalen
Som et tredje ben i vækstplanen, vil Maconomy åbne platformen og blandt andet derved arbejde hen i mod at forbedre partnerkanalen, oplyser direktøren.
Maconomy oplyser i regnskabet, at selskabet har en meget stor andel af faste omkostninger og få variable, og det er en væsentlig årsag til, at der skal fokuseres på vækst.
Spørgsmålet er så, om der skulle være grebet ind noget før.
- Jeg er kommet ind til den her opgave, og kan ikke forholde mig til timingen i det. Men det er i hvert fald det, jeg er gået i gang med, så snart jeg er kommet til, siger Hugo Dorph.
Kølig modtagelse
Maconomy har været gennem en konsolideringsfase, som har været utrolig vigtig, understreger han.
Selskabet fastholder seneste nedjusterede forventninger fra juni måned med en omsætning på 146 millioner kroner for hele året og et minus på bundlinjen på 20 millioner kroner før skat.
Investorerne har umiddelbart taget skidt imod dagens offentliggørelser på fondsbørsen.
Aktiekursen er i løbet af i dag foreløbig faldet med lidt over fem procent til et niveau under kurs 12 efter at være steget i de seneste dage frem til offentliggørelsen.