Artikel top billede

57.000 danskere søger ind på en it-uddannelse – men det er langt fra nok: "Som at slukke ildebrande med en vandpistol"

Antallet af ansøgere til landets it-uddannelser sætter endnu engang rekord. Men det er stadig langtfra nok til at mætte den hungrende it-branche med arbejdskraft.

Interessen for at tage en it-uddannelse i Danmark er stigende, og 2025 markerer endnu et år med rekordmange ansøgere.

Alligevel uddanner Danmark alt for få it-specialister, og det sker i et alt for langsomt tempo, mener Mette Lundberg, direktør for politik og kommunikation i IT-Branchen:

”Behovet for it-specialister vokser eksplosivt, men vi uddanner dem lige nu i et tempo, der svarer til at prøve at slukke en skovbrand med en vandpistol," udtaler hun i en meddelelse fra brancheorganisationen.

I alt har 56.675 danskere i år sendt en kvote 2-ansøgning afsted, efter ansøgningsvinduet lukkede i weekenden.

Blandt dem har 5.256 valgt en it-relateret uddannelse som deres førsteprioritet – en lille stigning på 1 procent sammenlignet med sidste år.

Men der er store forskelle i den generelle vækst. De akademiske bacheloruddannelser inden for it oplever fremgang, mens interessen for de kortere erhvervsakademiuddannelser som datamatiker og multimediedesigner falder med henholdsvis 9 og 10 procent.

Politisk loft sætter en stopper for flere it-studerende

Men selvom interessen er der, kan langtfra alle de kvalificerede ansøgere se frem til at blive optaget på en it-uddannelse.

”Vi kommer igen i år til at skuffe mange potentielle studerende, der drømmer om en it-uddannelse på grund af de politiske beslutninger. De unge skal nærmest skyde med laserpræcision for at vælge den rigtige uddannelseslinje, det rigtige universitet og den rigtige by – ellers er der lukket."

"Det giver ingen mening,” fortsætter Mette Lundberg.

IT-Branchen frygter blandt andet, at sidste års politiske aftaler om dimensionering og udflytning, der lagde loft over optaget på de videregående uddannelser, vil blive forstærket fremadrettet.

En aktindsigt viser eksempelvis, at Københavns Universitet vil reducere optaget på it-uddannelserne med 74 pladser i år.

Hver tredje virksomhed må opgive at finde it-specialister

Mens de studerende venter på svar på deres ansøgninger, er mange virksomheder allerede i store problemer.

En analyse fra IT-Branchen viser, at 63 procent af danske it-virksomheder ser mangel på it-kompetencer som deres største vækstbarriere.

Hver tredje virksomhed har måttet opgive at besætte ledige stillinger, og 35 procent har direkte måttet sige nej til ordrer.

Også internationalt er tendensen tydelig. World Economic Forum (WEF) forudser, at størstedelen af de mest efterspurgte kompetencer i de kommende årtier vil være inden for teknologi og it.