En pro-palæstinesisk hacktivist-gruppe har taget ansvaret for det store overbelastningsangreb mod Elon Musks sociale medie X.
Det seneste døgn har platformen oplevet problemer, som betød, at flere millioner brugere havde svært ved at tilgå det sociale medie.
Donald Trumps sidekick Elon Musk var ellers hurtigt ude at insinuere, at Ukraine stod bag angrebet, som tidligere beskrevet af Computerworld.
Men på Dark Storm Team’s Telegram-kanal kan man læse, hvordan gruppen har orkestret overbelastningskampagnen mod platformen.
Dark Storm er en pro-palæstinensisk hackergruppe, der blev aktiv i 2023 og tidligere har rettet angreb mod organisationer i Israel, Europa og USA.
Angrebet mod X føjer sig til en stigende række af cyberangreb, hvor hacktivistgrupper forsøger at lamme store teknologiplatforme, skriver Bleepingcomputer.
I de seneste år har flere lignende grupper, herunder Anonymous Sudan, gennemført vellykkede angreb på giganter som Microsoft, Cloudflare og OpenAI.
Cybertruslen fra hacktivistgrupper ser dermed ud til at være en voksende udfordring for tech-sektoren.