Det kan ikke komme bag på mange, at B&O går op i detaljer, når vi taler design, udtryk og kvalitet.
Det er, som om det hele går op i en højere enhed i Beoplay Eleven.
Jeg vil ikke gå så langt som at påstå, at de springer skalaen, og de har da også gode konkurrenter i prislaget omkring de 3.749 kroner, du skal slippe.
En klasse op
Men der har været en tendens til, at ingeniørerne i det nordjyske stadig forfiner både lyd- og byggekvalitet.
Forstå mig ret, det er jo ikke fordi, de ikke har begået god lyd gennem årene. Men det er, som om fokus er blevet skærpet gennem de sidste fem til otte år.
Det gælder især for disse, men også for seneste high-end over-ear H100.
Hvis vi tager lydkvaliteten først, så er der en generelt høj performance. Der er ikke kun detaljer, dynamik og klarhed i hele registeret, men også et musikalsk flow, der gør, at du har lyst til at lytte til musik i timevis.
Mange producenter har en tendens til at lave hovedtelefoner, der er imponerende ved første lyt, men hurtigt bliver trættende i længden. Du kører jo heller ikke en Porsche 911 med maksimale omdrejninger hele tiden.
Det er ikke fordi, Beoplay Eleven er unikke på markedet. Der er mange gode konkurrenter i det halvhøje prisleje. Men B&O er en værdig udfordrer – ikke mindst fordi de også har meget andet at byde på.
Store men rare at have på
Finishen på Eleven er ret lækker. På afstand ligner de enhver anden, men så snart du har dem i hånden, kan man mærke det.
De er lavet af aluminium med elementer af hårdt glas, der giver glans og får dem til at se dyre ud i øret. Etuiet er i øvrigt ret flot og udført i perleblæst aluminium.
Etuiet er lidt større fysisk end gennemsnittet, men de runde kanter gør, at det alligevel let glider ned i forlommen på bukserne.
Selve hovedtelefonen stikker i øvrigt noget langt ud af øret. Det har naturligvis den fordel, at omverdenen let kan se, hvor lækre og flotte de er. Men det ændrer ikke ved, at når du lægger hovedet på en pude, kan de let ramme.
Det samme gælder, hvis du kommer til at snitte dem med hænderne. De ryger ikke ud, men du vil få den larm, der altid vil komme, når du rører en hovedtelefon på ydersiden.
I øret opleves de dog meget behagelige. Det er der mange, der gør – her er det usædvanligt, fordi de fylder en del og sidder tæt i øret. Men overfladen af glas betyder, at de aldrig føles varme eller ubehagelige.
Jeg brugte dem til at binge det meste af en serie på én aften, og ikke på noget tidspunkt fandt jeg dem generende.
Det var også her, jeg tydeligt kunne høre, at de i den grad er gode til andet end musik. Stemmer står klart og rent, og detaljer fra filmen er integreret homogent. Med det mener jeg, at det opleves naturligt og uden tju-bang-effekt, som kun bliver trættende i længden.
Anti-støj-funktionen kan let slås til og fra, og de er bestemt ikke de mest effektive i klassen. Men pointen er, at de napper det meste og på den måde mindst muligt påvirker lydkvaliteten negativt.
Når der nappes et opkald er lyden også god, men det er især i modtagerens ende, at der er opgraderet. Der er mindre vindstøj – det kan stadig høres, men på dette punkt er de blandt de bedre.
En af grundende til den halvstore enhed er at de har en 9,2 millimeter stor driver. Det er stort i en in-ear model, og er stærkt medvirkende til den høje lydkvalitet.
En perle i hverdagen
Eleven fås i en flot kobberversion, der kan få den til at ligne en perle i øret. OK, det er måske at stramme den, men efter tre ugers daglig brug må jeg give dem, at de er en perle i hverdagen.
Kombinationen af, at de sidder godt til i ørerne uden at genere, at de leverer høj ydelse musikalsk og samtidig har en god, men ikke ødelæggende anti-støj-funktion, er faktorer, du vil sætte pris på.
At de så også er gode til film og serier med et stort, rummeligt og detaljeret lydbillede, er en god bonus.
I hverdagen, hjemme og til alle typer underholdning klarer de det pænt over middel. De er opgivet til at kunne holde 6-8 timer på batteriet – 20-28 timer (med/uden ANC) med etui. Jeg havde ingen problemer med at nå dette.
Faktisk brugte jeg dem hver dag på flere tidspunkter både om dagen og aftenen i en uge uden at oplade etuiet.
De er ikke perfekte til den hårde tur i fitnesscentret, hvor den får fuld skrue. Men de kan sagtens bruges til lettere træning og en løbetur uden problemer.
Alle disse faktorer gør tilsammen, at B&O hæver sig samlet over konkurrenterne. Man kan sige, de vinder på point, og derfor skal de naturligvis have en anbefaling og en karakter over middel.