Broadcom er i gang med at undersøge muligheden for at opkøbe Intels chipdesign- og markedsføringsafdeling.
Planen afhænger dog af, om en anden aktør tager Intels foundry-forretning.
Det skriver Wall Street Journal.
Broadcom, der ledes af Hock Tan, har allerede en omfattende chipdesign-forretning, men outsourcer typisk produktionen.
Det er derfor usandsynligt, at selskabet vil ændre denne strategi.
Intel kan blive splittet op – TSMC kigger på fabriksdelen
Samtidig har Taiwan Semiconductor Manufacturing Company (TSMC) ifølge mediet undersøgt muligheden for at overtage nogle eller alle Intels fabrikker, muligvis gennem et investor-konsortium.
Intel har i de seneste år forsøgt at vende sin tilbagegang ved at bygge en foundry-forretning, der kan konkurrere med TSMC og Samsung, men indsatsen har ikke levet op til forventningerne.
Intel har allerede påbegyndt en opdeling af forretningen, hvor foundry-divisionen drives som en separat enhed.
Det kan nu blive til en reel opsplitning, hvis TSMC ender med at købe fabrikkerne, mens Broadcom overtager chipdesign-delen.
Frank Yeary, der er interim-bestyrelsesformand i Intel, har ifølge WSJ været i dialog med potentielle købere samt den amerikanske regering.
Han har understreget, at Intels fremtidige strategi primært handler om at maksimere værdi for aktionærerne.
En ny vej til abonnementsindtægter
Broadcom er kendt for at opkøbe virksomheder med produkter, der er dybt integreret i virksomheders it-infrastruktur – noget Intel med sine Xeon-processorer passer perfekt ind i.
Intels Xeon-processorer er dominerende i mange datacentre, hvor virksomheder har bygget deres tech-stack omkring x86-arkitekturen, hvilket samtidig vil gøre det meget svært for brugerne at skifte til nye løsninger uden større problemer.
En af de ting, der kan lokke Broadcom, er Intels "Intel on Demand"-model, hvor kunder kan betale ekstra for at aktivere funktioner som software guard extensions og RAID.
Denne model kunne passe godt til Broadcoms strategi, hvor selskabet er kendt for ofte at hæve priser og maksimerer profit efter opkøb.
Broadcoms model er tidligere blevet beskrevet som: "Buy. Chop up. Sell off. Raise prices. Rinse. Repeat."
Politisk stormvejr i sigte
Hvis Intel sælger sine fabrikker, vil det kræve godkendelse i flere jurisdiktioner, herunder USA, hvor Trump-administrationen allerede har kritiseret den såkaldte Chips Act, der kanaliserede milliarder af dollar til Intel og andre chipproducenter.
The Chiips Act blev vedtaget i 2022 og sendte 53 milliarder dollar i støtte til amerikansk chipproduktion.
Intel var en af de største modtagere med op til 7,9 milliarder dollar i støtte til fabrikker i Ohio, Arizona og andre lokationer i USA.
En af betingelserne for støtten var, at Intel skulle bevare en majoritetsandel i sine fabrikker, hvis de blev udskilt som en separat enhed.
Hvis TSMC overtager foundry-divisionen, kan det derfor føre til regulatoriske forhindringer og politiske spændinger.
En talsmand for Det Hvide Hus har ifølge mediet allerede signaleret, at præsidenten næppe vil støtte en aftale, hvor en udenlandsk aktør overtager Intels fabrikker.
Milliardhandel
Intels markedsværdi er over 100 milliarder dollar, men Broadcom vil sandsynligvis kunne købe designafdelingen for mindre – muligvis endda under de 61 milliarder dollar, de betalte for VMware.
Broadcoms succes med at skære omkostninger og øge profitten efter VMware-opkøbet har sandsynligvis givet selskabet endnu mere blod på tanden til at opsluge endnu en gigant.
Samtidig står Intel i en usikker situation.
Selskabets bestyrelse er stadig på jagt efter en ny CEO efter Pat Gelsinger stoppede i december, og fremtiden for både foundry-forretningen og chipdesign-afdelingen kan afhænge af, hvilken retning den nye ledelse vælger at bevæge sig i.