Microsoft vil overdrage sin enorme kontrakt med det amerikanske militær til selskabet Anduril.
Militærprojektet handler om projektet Integrated Visual Augmentation System (IVAS), som er en opgave, hvor Microsoft skal levere HoloLens-briller til militæret. Aftalen har en værdi på 158,3 milliarder kroner.
Nu skal IVAS-projektet dog fremover varetages af forsvarsteknologivirksomheden Anduril – i hvert fald hvis det står til Microsoft, som ikke vil levere HoloLens-briller til den amerikanske hær længere.
Hvis aftalen skal ændres, kræver det nemlig godkendelse fra det amerikanske forsvarsministerium.
Det oplyser Microsoft i en udmelding om selskabets nye samarbejdsaftale med Anduril.
"Gennem denne partnerskabsaftale, som afventer forsvarsministeriets godkendelse, vil Anduril påtage sig tilsyn med produktion, fremtidig udvikling af hardware og software og leveringstidslinjer," oplyser techgiganten.
Microsoft ryger dog ikke helt ud i kulden.
Microsoft skal nemlig levere cloud- og AI-løsninger til Anduril i forhold til alt arbejde, der vedrører IVAS-projektet.
"Denne aftale etablerer også Microsoft Azure som Andurils foretrukne hyperskala-cloud for alle arbejdsbelastninger relateret til IVAS- og Anduril AI-teknologier," meddeler Microsoft og fortsætter:
"Microsofts avancerede cloud-infrastruktur og AI-kapaciteter vil fortsat udgøre en robust rygrad for programmet, hvilket muliggør problemfri dataintegration og realtidsindsigt, der er afgørende for soldaternes effektivitet."
Hvad Microsoft kommer til at tjene på den nye aftale, fremgår ikke.
"Dette samarbejde mellem Anduril og Microsoft udnytter hver virksomheds særskilte styrker og sikrer kontinuitet i programmet, samtidig med at IVAS-målene fremmes for at forbedre kampens effektivitet, bevidsthed og beslutningstagning på slagmarken," skriver Microsoft dog og fortsætter:
"Andurils missionsfokus på innovation inden for forsvarsteknologi, dyb forståelse af militære krav og unikke tilgang til fremstilling af forsvarsprodukter vil sikre fremtidig programudvikling, der er specielt skræddersyet til hærens skiftende behov samt produktion i skala og til lavere enhedsomkostninger."
Azure vil også blive Andurils primære cloud-platform uden for IVAS-projektet som led i denne aftale.
"Vi er glade for at samarbejde med Anduril i den næste fase af IVAS og udnytte vores kombinerede styrker til at opfylde vores forpligtelser på dette vitale program og levere en spilskiftende kapacitet for hver amerikansk soldat," udtaler Robin Seiler, corporate vice president, Mixed Reality, Microsoft.
Microsoft meddelte i oktober 2024, at HoloLens 2-headsettet ikke længere blev produceret, og at der ikke var en efterfølger i syne.
”Microsoft producerer ikke længere Microsoft HoloLens 2, og vi har signaleret til kunder og partnere, at det er sidste omgang i forhold til at købe (produktet, red.). Support til HoloLens 2, inklusive sikkerhedsopdateringer, slutter 31. december 2027,” meddelte techgiganten.
Dengang lød det dog også, at selskabet ville "forblive fuldt ud forpligtet til IVAS-programmet med det amerikanske forsvarsministerium," hvilket nu må siges at have ændret sig en smule.