Go’ morgen, peeps
Det er fredag 10. januar, og ugens sidste morgen-briefing fra Computerworld er netop landet i din indbakke.
Igen i dag er det Jacob Wittorff, der har morgen-briefing-tjansen og er klar sende dig velinformeret ud i arbejdsugens sidste dag.
Lad os komme i gang.
Sundhedsordfører fik mystisk mail om hack på Alles Lægehus
Per Larsen, sundhedsordfører for Det Konservative Folkeparti, har modtaget et brev i sin e-Boks om, at han er en af de danskere, der er berørt af datalækket hos Alles Lægehus, som den 9. december 2024 blev ramt af et hackerangreb.
Sagen er dog, ifølge DR, at Per Larsen ikke er patient hos Alles Lægehus. Han har i mange år haft den samme læge i Hjørring.
“Jeg mindes ikke, at jeg nogensinde har haft noget at gøre med Alles Lægehus overhovedet,” siger han til DR.
Flere personer har oplevet lignende problemer, hvor de har modtaget beskeder om, at de er berørt af hacket, selvom de ikke er eller har været patienter hos lægehuset. Ifølge DR kan det skyldes kontakt med sundhedsfagligt personale, der er ansat hos Alles Lægehus – for eksempel i forbindelse med vaccinationer eller covid-19-tests.
Musk lancerer app til chatbotten Grok
Elon Musks AI-virksomhed xAI, der står bag chatbotten Grok, er nu på vej med en selvstændig app.
Indtil nu har Grok kun været tilgængelig via Elon Musks sociale medie X, men ifølge TechCrunch har xAI netop lanceret en beta-version af en Grok-app i USA, Australien og Indien.
Grok kan tilgå realtidsdata fra internettet og tilbyder funktioner som at omskrive tekst, skrive referater og generere billeder fra tekst-prompter.
Conscia opkøber belgisk firma
Brøndby-virksomheden Conscia fortsætter sin bølge af europæiske opkøb og går nu ind på det belgiske marked.
Her har Conscia købt Silta ICT, som har hovedkvarter i Antwerpen og specialiserer sig i hybrid-cloud-løsninger.
“Vi er glade for at kunne byde Silta ICT velkommen til Conscia som vores indgang til det belgiske marked, hvilket stemmer overens med vores strategi om at positionere Conscia som en paneuropæisk aktør. Silta ICT deler vores fokus på høj ekspertise inden for nøgleområder af teknologi. Derudover afspejler deres kundefokus, forretningsmodel og værdier vores egne,” siger Erik Bertman, administrerende direktør i Conscia.
Conscia har siden 2013 opkøbt 21 virksomheder på ni forskellige europæiske markeder.
Tesla-topfolk skal betale løn-milliarder tilbage
Bestyrelsesmedlemmer i Elon Musks elbilsfirma Tesla skal tilbagebetale et milliardbeløb, som de har fået udbetalt for meget i løn.
En amerikansk domstol har afgjort sagen, som er anlagt af en gruppe Tesla-aktionærer.
Det er endnu uklart, hvor meget de enkelte bestyrelsesmedlemmer skal tilbagebetale, men samlet set skal der tilbagebetales cirka to milliarder kroner i kontanter og aktieoptioner for mere end tre milliarder kroner. Samtidig skal bestyrelsen opgive fremtidige aktieoptioner til en værdi af over én milliard kroner.
Blandt bestyrelsesmedlemmerne er Elon Musks bror, Kimbal Musk, Oracle-stifteren Larry Ellison og mediemogulen Rupert Murdochs søn, James Murdoch.
For 19 år siden: Apple lancerede sin første Mac med Intel-chips
10. januar 2006 blev den første Apple-computer med processorer fra Intel sendt på markedet. Det drejede sig om en iMac og en MacBook Pro, og inden året var omme, havde Apple gennemført overgangen fra PowerPC-processorer til Intel-chips.
Skiftet var blevet annonceret et halvt år forinden, hvor Steve Jobs chokerede it-verdenen – og ikke mindst mange trofaste Apple-kunder – da han meddelte, at Apple ville droppe de velkendte PowerPC-processorer til fordel for Intel-processorer, som ellers primært blev brugt i konkurrerende Windows-computere.