Go’ morgen folkens
Det er i dag onsdag 8. januar, og hvis du også synes, at det hele virker mørkt og trist i øjeblikket, så husk, at dagene nu bliver længere, foråret nærmer sig, og snart bugner bagervinduerne med fastelavnsboller.
Denne morgen er det igen Jacob Wittorff, der med nænsom hånd har sammensat dagens morgenbriefing til dig.
Lad os komme i gang.
Elon Musk er muligvis interesseret i at købe Liverpool FC
Elon Musks far, Errol Musk, hævder, at hans søn, som bekendt verdens rigeste person, kan være interesseret i at købe fodboldklubben Liverpool FC.
Klubben ejes i dag af det amerikanske firma Fenway Sports Group, der ifølge avisen The Guardian løbende har været på udkig efter ekstern kapital.
I et interview med radiostationen Times Radio forklarer Errol Musk, at familien har tætte bånd til Liverpool, hvor Elon Musks bedstemor voksede op, og hvor Musk-klanen stadig har familie.
På spørgsmålet om, hvorvidt Elon Musk kunne overveje at købe byens fodboldstolthed, svarer Errol Musk:
“Åh ja. Det betyder ikke, at han køber klubben. Men han ville selvfølgelig være interesseret. Det ville jeg også selv.”
Dubai-rigmand vil investere 140 milliarder kroner i nye amerikanske datacentre
USA’s kommende præsident Donald Trump kunne tirsdag annoncere, at rigmanden Hussain Sajwani fra Dubai vil investere 20 milliarder dollar – svarende til mere end 140 milliarder kroner – i nye datacentre i USA.
Hussain Sajwani, grundlægger af ejendomsudviklingsfirmaet DAMAC Properties og en af Donald Trumps samarbejdspartnere, beskriver ifølge CNBC sin investering som en direkte konsekvens af republikanernes valgsejr.
“Det var fantastiske nyheder for mig og min familie, da Trump blev valgt i november. Vi har ventet i fire år på at øge vores investering i USA med et meget stort beløb,” sagde ejendomsudvikleren fra Dubai under et pressemøde.
Dansk kvante-organisation får ny topchef
Organisationen Danish Quantum Community har fået ny topchef.
Ved årsskiftet tiltrådte Kristine Helen Falgren som ny administrerende direktør for organisationen, der består af virksomheder, forskere og andre interessenter, som beskæftiger sig med dansk kvanteteknologi.
Kristine Helen Falgren har tidligere arbejdet for interesseorganisationen Copenhagen Fintech og som it-projektleder med særligt fokus på kvanteteknologi hos Invest In Denmark, der er en del af Udenrigsministeriet.
Meta indsætter kampsportschef i bestyrelsen
Facebooks moderselskab Meta har udnævnt tre nye bestyrelsesmedlemmer, herunder Dana White, som udover at være venner med USA’s kommende præsident Donald Trump også er chef for kampsportsorganisationen Ultimate Fighting Championship.
Meta har desuden udnævnt John Elkann, administrerende direktør for Exor, der er holdingselskabet for den italienske Agnelli-familie, som blandt andet ejer bilkoncernen Stellantis, Ferrari og fodboldklubben Juventus.
Den tredje og sidste tilføjelse til bestyrelsen er tech-investoren Charlie Songhurst, som rådgiver Meta om kunstig intelligens.
Tidligere britisk vicepremierminister forlader Meta
Der er gang i svingdøren hos Meta.
Samtidig med at der kommer nye navne ind i bestyrelsen, tager selskabet også afsked med en af de mest prominente topfolk, nemlig den tidligere britiske vicepremierminister Nick Clegg.
Den tidligere leder af Liberaldemokraterne har siden 2018 været global lobbychef for Meta, men forlader nu selskabet kort tid før Donald Trump vender tilbage til Det Hvide Hus.
Hans job overtages af Joel Kaplan, der har tætte bånd til Det Republikanske Parti og tidligere har rådgivet George W. Bush.
For 136 år siden blev hulkortmaskinen patenteret
8. januar 1889 fik Herman Hollerith patent på hulkortmaskinen, som blev forløberen for moderne computere.
Maskinen blev blandt andet brugt i forbindelse med USA’s folketælling i 1890.
Herman Hollerith stiftede senere firmaet Tabulating Machine Company, der sammen med to andre selskaber blev grundstenen til det, vi i dag kender som IBM.