Juleferien er traditionelt en travl periode for DDoS-angreb, hvor hackergrupper og aktivister udnytter, at virksomheder er tyndt bemandede i højtiden, og derfor intensiverer deres cyberangreb.
Motiverne spænder fra økonomisk sabotage og finansiel gevinst til ideologiske formål. Angrebene kan forårsage store økonomiske tab, skade ofrenes omdømme og forstyrre vitale tjenester.
Men som forsvar har Europol i samarbejde med myndigheder fra 15 lande lukket 27 af de mest populære platforme, der blev brugt til at udføre ulovlige DDoS-angreb.
"Operation PowerOFF", som indsatsen kaldes, er en international kampagne rettet mod de såkaldte booter- og stresser-websteder. Disse platforme gør det muligt for hackere og aktivister at overbelaste hjemmesider og andre webtjenester med trafik, så de bliver utilgængelige.
Lignende platforme har blandt andet været med til at dræbe utallige danske hjemmesider i år.
Konkrete resultater
Europol har koordineret aktionen via sit European Cybercrime Centre (EC3), der har faciliteret operationelle møder, tekniske analyser og udveksling af information gennem den internationale samarbejdsgruppe Joint Cybercrime Action Taskforce (J-CAT).
Resultaterne af aktionen er:
- 27 DDoS-for-hire-platforme, herunder zdstresser.net, orbitalstress.net og starkstresser.net, er blevet lukket.
- Tre administratorer er blevet anholdt i Frankrig og Tyskland.
- Over 300 brugere af tjenesterne er blevet identificeret, og flere aktioner er planlagt mod dem.
Forebyggelse gennem Youtube og Google-annoncer
Udover at lukke de ulovlige tjenester arbejder myndighederne også med at forebygge fremtidige angreb.
En ny online-kampagne vil målrette potentielle unge lovovertrædere, hvor de færdes mest: online. Kampagnen inkluderer:
- Google-annoncer, der viser advarsler til dem, der søger efter DDoS-værktøjer.
- YouTube-reklamer, der advarer unge, som ser tutorials om DDoS-angreb.
Derudover udsender myndighederne over 250 advarselsbreve og 2.000 e-mails til brugere af ulovlige tjenester for at oplyse om konsekvenserne af deres handlinger.