Selvom vi befinder os i en tid med et højt cybertrusselsniveau, har den hensygnende it-gigant Yahoo fyret en fjerdedel af sit cybersikkerhedsteam i løbet af det seneste år.
Det skriver it-mediet TechchCrunch.
Ifølge TechCrunch bestod Yahoos cybersikkerhedsteam, der internt går under navnet “De Paranoide,” af 200 medarbejdere ved årets begyndelse. Men i løbet af de seneste 12 måneder er medarbejderstaben blevet reduceret med 40 til 50 personer på grund af fyringer og naturlig afgang.
Blandt andet har Yahoo så sent som i denne uge helt afskaffet selskabets såkaldte “red team,” der beskæftigede sig med at simulere cyberangreb for at identificere svagheder i systemerne.
Har gennemført tre fyringsrunder
Sammenlagt har Yahoo i løbet af det seneste år gennemført tre fyringsrunder i cybersikkerhedsteamet.
“Yahoos sikkerhedsprogram er modnet betydeligt over de seneste syv år og er i dag bredt anerkendt som et af verdens bedste. Som en del af denne udvikling har vi gennemført strategiske justeringer, herunder overgangen til en model, hvor vi outsourcer vores offensive sikkerhedsoperationer,” siger Brenden Lee, talsperson for Yahoo, til TechCrunch.
Det er ikke kun cybersikkerhedsområdet, der de seneste år har været udsat for nedskæringer i Yahoo. I 2023 fyrede selskabet 1.600 personer i en enkelt fyringsrunde.
Det svarede til 20 procent af den samlede medarbejderstab.