Artikel top billede

(Foto: Dan Jensen)

Europas datatilsyn er bekymret: Der er hverken penge eller mandskab nok til at overholde GDPR

Det europæiske datatilsyn, EDPB, efterspørger flere penge og mere mandskab til GDPR-overholdelse. Myndigheden mener også, at EU-Kommissionen bør undersøge diverse datatilsyn i medlemslandene.

European Data Protection Board (EDPB) vil have flere penge og flere folk til at overholde GDPR

Det fremgår af en udmelding fra EDPB’s formand, Anu Talus, som kommer med en række anbefalinger til EU-Kommissionen i forhold til bedre håndhævelse af GDPR.

Pengene skal bruges på yderligere indsatser som eksempelvis en mere klar lovgivning.

EDPB arbejder lige nu på mere tydelige retningslinjer i forhold til sammenspillet mellem GDPR og andre digitale lovpakker, som er i gang med at blive implementeret.

Samtidig vil myndigheden udvikle mere materiale til folk, der ikke er eksperter på området, så den almene borger har noget materiale at læne sig op ad.

Derudover er der initiativer i gang for at sikre, at GDPR-sager på tværs af grænser har bedre sammenspil mellem de enkelte landes datamyndigheder.

"Databeskyttelsesmyndighedernes (DPA’s) og EDPB’s evne til at håndtere disse udfordringer vil afhænge af tildelingen af de nødvendige ekstra finansielle og menneskelige ressourcer," skriver Anu Talus og uddyber:

"EDPB bemærker, at behovet for sådanne ekstra ressourcer yderligere kan belyses gennem en omfattende analyse af de ressourcer, der er tilgængelige for tilsynsmyndighederne, set i lyset af både deres nye kompetencer under ny digital lovgivning og inflation."

EDPB planlægger også at forbedre sine interne processer og procedurer ved at udarbejde nye retningslinjer.

Udover et øget ønske om ressourcer til GDPR-håndhævelse ønsker EDPB også, at EU-Kommissionen kigger nærmere på medlemslandenes datamyndigheder.

"Afslutningsvis ønsker EDPB at benytte lejligheden til at opfordre Kommissionen til at foretage en yderligere vurdering af de mangler, der er beskrevet i FRA-rapporten, hvad angår garantier for uafhængighed for tilsynsmyndighederne i visse medlemsstater," afslutter Anu Talus.

Find EDPB’s udmelding her.