Ansættelsesstop og en stram økonomisk spændetrøje.
Det er ifølge DR virkeligheden for Center for Cybersikkerhed (CFCS), som er ansvarligt for at overvåge og vurdere cybertruslen mod Danmark.
Centeret er blevet pålagt økonomiske begrænsninger på et tidspunkt, hvor cybertruslen mod Danmark er større end nogensinde.
Virker bindegalt
Ifølge DR har det blandt andet resulteret i, at CFCS’ rejsebudget er blevet beskåret, ligesom kontrol- og tilsynsopgaver samt deltagelse i udenlandske møder er blevet sat på pause på ubestemt tid.
“For mig virker det bindegalt. Vi har så meget brug for det, som Center for Cybersikkerhed kan. Det er virkelig noget viden og nogle kompetencer og færdigheder, vi som samfund har rigtig meget brug for,” siger Jens Myrup Pedersen, professor i cybersikkerhed på Aalborg Universitet, til DR.
I sidste måned meddelte den daværende øverste chef for CFCS, Thomas Flarup, at han stopper ved udgangen af november for at tiltræde et nyt job hos forsvarsvirksomheden Terma.
Thomas Flarup bliver afløst af Mark Fiedel, der hidtil har været vicedirektør i centeret.