Computerworld mener: Beskæftigelsen er i næsten konstant fremgang - men forbrugertilliden er lav.
I Danmark lever vi fortsat i en historisk fredelig periode - men få hundrede kilometer fra Bornholm bliver søkabler angiveligt revet over af et kinesisk skib, der er stævnet ud fra en russisk havn.
Der er ikke blevet talt så meget om teknologi (og især AI) siden internettets folkelige gennembrud i slutningen af 90´erne – og alligevel er begejstringen til at overskue i både it-afdelinger og hos leverandører når det handler om fremtiden.
2024 skulle ifølge den kinesiske kalender være dragens år – og symbolisere held, styrke og transformation.
Måske er det sandt i Kina, men for resten af os virker både 2024 og 2025 mere til at være forvirringens år. Og det lover ikke godt i en branche vant til fremgang og medvind.
De seneste års stigninger i licensomkostninger kan nu for alvor mærkes i budgetterne og kombineret med den globale usikkerhed er det nu slut med de gratis penge til teknologisk drevne forandringer med uklart potentiale.
Det er store forandringer for it-erhvervet. Og det vil komme til at slå igennem på tre områder de næste par år.
Et it-arbejdsmarked under pres
For det første kommer it-arbejdsmarkedet under pres. Området er stadig attraktivt, men de næste par år vil sandsynligvis byde på en omvæltning for et ophedet it-arbejdsmarked.
Det ses ikke mindst på antallet af it-jobannoncer, som er styrtdykket over de seneste 12 måneder.
Hvor virksomheder før brugte tusindvis af kroner på at finde den rette medarbejder, er meldingen nu at det er meget lettere. Også fordi mange har fået øjnene op for udenlandske medarbejdere.
Hvor der før mange steder har været en konkurrence om at tilbyde de bedste vilkår: God løn, hjemmearbejde i massevis, frugtordninger og solide lønstigninger inden for især de lidt mere specialiserede dele af erhvervet, så vil moderationen indfinde sig for langt de fleste.
Teknologibegejstringen damper af
For det andet vil teknologibegejstringen kølnes lidt. Det betyder at AI-hypen vil kølet lidt hurtigere af end forventet. Vi vil stadig tale AI i 2025, men de sidste rester af disruption-projekterne med uklare mål vil forsvinde sammen med formuleringer som ”du kan ikke lave en business case for et projekt som dette.”.
Det vil igen være klogere for CIO´en at være tættere på CFO´end CDO´en.
Og mens det starter med et mere nøgternt blik på de store transformationsprojekter, så vil der også komme et mere kritisk kig på leverandører. Det bad de selv om da priserne sidste år blev hævet med 15 procent – med henvisning til inflationen på 5.
It står ikke uden for politik og den nye kolde krig
For det tredje er der behov for en bedre omverdensforståelse. Teknologiområdet har i mange år nydt godt af at været ægte globalt med leverandører og markeder fordelt på hele kloden. Corona og de efterfølgende supply chain-udfordringer, GDPR, Ukraine og USA's hårde Kina-linje har for alvor udfordret og forandret den verden.
Med Trump vil roret kan vi kun forvente en Kina-politik kun bliver hårdere. Når USA, vores største handelspartner, beder os om at skrue bissen på over for Kina, vores fjerdestørste handelspartner, bliver valgmulighederne begrænsede.
Måske kan du en dag ikke længere blande din amerikanske teknologi med kinesiske komponenter - og så skal der træffes dyre valg.
Det er her den dygtige, opmærksomme og politiske it-ansvarlige for alvor kan vise sit værd. Tyngdekraften og alt det andet gælder jo også på it-området.