Systematic er mest kendt for software til forsvarsindustrier og sundhedsvæsener rundt om i verden, men nu er den aarhusianske virksomhed godt i gang med at æde sig ind på et noget mindre actionpræget marked.
Systematic har nemlig landet en aftale på 65 millioner kroner med Stockholms Stadsbibliotek om at implementere bibliotekssystemet Cicero, der blev udviklet af Systematic i 2015, på Stockholms hovedbibliotek og dets 40 filialer.
”At vinde Stockholm er en milepæl for os. Vi har allerede omkring 500 svenske skolebiblioteker på vores kundeliste, men dette er vores første offentlige bibliotek i Sverige,” udtaler Jakob Ilum Damsgaard, Business Development Director, Systematic, i en pressemeddelelse.
”Vi taler om Sveriges mest innovative bibliotek, og det er derfor, andre lægger mærke til dets nye retning,” fortsætter han.
Det er blot to uger siden, at Cicero-systemet blev lanceret i Tyskland, hvor Systematic har landet en aftale med Bücherhallen Hamburg, der er i gang med at udskifte sit 30 år gamle system på alle 32 offentlige biblioteker i Hamburg, som Bücherhallen Hamburg driver.
Kontrakten mellem Systematic og Stockholms Stadsbibliotek løber over seks år med mulighed for forlængelse op til 12 år.
”Aftalen styrker vores position på det skandinaviske og europæiske marked, hvor vi oplever en stigende efterspørgsel efter fremtidssikrede og brugervenlige løsninger,” siger Jakob Ilum Damsgaard, Business Development Director, Systematic.
"Vi kan konkurrere med de største globale aktører"
Udover selve implementeringen skal Systematic også stå for løbende support, vedligeholdelse og videreudvikling af systemet. Cicero-systemet forventes at være fuldt operationelt i Stockholms biblioteker inden udgangen af 2025.
Systematic står også bag Danmarks nationale biblioteksplatform, Fælles BiblioteksSystem (FBS), samt løsninger til Oslo Hovedbibliotek og næsten 100 norske kommuner.
Jakob Ilum Damsgaard ser en stor vækstmulighed i markedet og forventer, at flere større biblioteker i Skandinavien og Europa vil udskifte deres systemer i de kommende år.
"Vi har leveret en løsning, der er vurderet bedst på kvalitet, brugervenlighed og leveringssikkerhed. Det styrker vores tro på, at vi kan konkurrere med de største globale aktører," siger han.
Cicero, der leveres som en SaaS-løsning, skal automatisere arbejdsgange inden for blandt andet materialeudlån, reservationer og administration.