Et nyt sikkerhedshul i styresystemet på Mac-computere betyder, at det er muligt for folk at få uautoriseret adgang til brugernes beskyttede data.
Helt konkret vil hackere kunne få adgang til kameraet, mikrofonen, din lokation og private filer.
Det oplyser Microsofts sikkerhedsteam, Microsoft Threat Intelligence, der har opdaget sårbarheden i macOS.
Opdater nu
Microsoft har på forhånd gjort Apple opmærksom på sårbarheden, før den blev offentliggjort, og derfor er sikkerhedshullet blevet lappet i forbindelse med opdateringerne til macOS Sequoia den 16. september 2024.
Har du ikke allerede hentet den opdatering, opfordrer både Microsoft og Apple til, at du gør det.
Sårbarheden gør det muligt for hackere at snyde TCC-systemet i din Mac. TCC står for Transparency, Consent og Control, og det er et system, som er designet til at forhindre uautoriseret adgang til følsomme funktioner på din Mac.
Det indebærer blandt andet, at brugerne via en popup-boks skal give tilladelse til, at et program kan få adgang til eksempelvis computerens kamera eller mikrofon.
Sårbarheden er blevet døbt HM Surf og er identificeret med koden CVE-2024-44133.