Omsætningen hos den danske it-konsulentvirksomhed Columbus er vokset med ni procent i det seneste kvartal og hele 12 procent i årets første halvår.
Det viser selskabets kvartalsregnskab, som netop er blevet offentliggjort.
Ifølge regnskabet steg omsætningen med ni procent til 427 millioner kroner i kvartalet, hvilket er helt i tråd med selskabets allerede udmeldte forventninger.
Samtidig lander selskabets resultat af primær drift på 30 millioner kroner i kvartalet, hvilket er en vækst på syv procent.
Columbus oplyser desuden i regnskabet, at selskabet har oplevet et stærkt momentum i de fleste forretningsområder.
Dynamics driver væksten
Søren Krogh Knudsen, administrerende direktør i Columbus, oplyser, at selskabet især oplever efterspørgsel efter cloud ERP, der er selskabets største forretningsområde.
Det er således især Microsoft Dynamics-forretningen, der driver væksten.
”Vores danske forretning fortsatte sin stærke udvikling i 2. kvartal 2024 med en vækst på 28 procent. Væksten blev primært drevet af Dynamics. Vi fortsætter med at vinde nye store projekter, som eksempelvis WindowMaster, der har valgt os som deres strategiske partner til at modernisere deres it-infrastruktur,” siger Søren Krogh Knudsen, administrerende direktør i Columbus, i en pressemeddelelse.
I løbet af det seneste år har Columbus arbejdet på at effektivisere driften, hvilket har bidraget til at løfte overskudsgraden fra 4,6 procent for et år siden til syv procent i det seneste kvartal.
Columbus har et mål om at opnå en overskudsgrad på 15 procent i 2026.