Velkommen til onsdagens nyhedsbrev serveret fra morgenstunden.
I dag vikarierer jeg, Frederik Therkildsen, fra Computerworlds samfundsredaktør Qëndrim Fazliu, der har fået æren af at guide deltagere gennem en konference om et nyt såkaldt digitalt produktpas fra vores allesammens EU.
I dagens korte nyheder skal vi gennem både alternative måder at rekruttere på, vende økonomiske problemer og to forskellige måder at indprente et brand i bevidstheden hos forbrugere.
God læselyst!
Flaskehals af cyberkompetencer får TDC Erhverv til at søge nye græsgange
TDC Erhverv med med John Henriksen i spidsen har måtte sande, at det er svært at rekruttere medarbejdere med de rette kompetencer inden for cybersikkerhed.
Derfor har den danske netværksmastodont introduceret et graduate program, som er henvendt til unge med en lidt bredere profil.
”Der er ganske få, som hvert år bliver uddannet inden for decideret cybersikkerhed, så vi kigger efter beslægtede uddannelser, hvor vi kan rekruttere fra og give dem en struktureret indgang til området,” siger han til ITWatch.
Ifølge den administrerende direktør modtog virksomheden over 300 ansøgere, hvorfor han altså blev nødt til at afvise mange kandidater.
Steve Jobs’ kreative højre hånd: Fokusér på evner og ikke passion
Apples tidligere Chief Evangelist gennem ti år Guy Kawasaki løfter sløret i en ny danskproduceret podcastserie for, hvordan han sammen med Steve Jobs formåede at skabe den rette storytelling om det ikonske hvide æble.
Foruden anekdoter fra indercirklen af Apples marketingsafdeling, så forklarer Guy Kawaski også hvorfor, at det er vigtigt at fokusere på at finpudse sine evner frem for at forfølge sin passion for at blive den bedste version af sig selv.
Det er serieiværksætteren Jonathan Løw, der står bag den nye podcastserie ‘Extraordinary,’ som blandt andet også kommer til at interviewe Seth Godin Kasper Hjulmand, Svend Brinkmann og Bjarke Ingels.
Kinesisk handelsplatform stryger ind på liste over Danmarks mest kendte
Den kinesiske super-webshop Temu kendetegnet med ultra-lave priser og særdeles aggressiv markedsføring er nu den tredjemest kendte webshop i Danmark, fremgår af en analyse foretaget af Dansk Industri.
Og det hujer ikke Jacob Kjeldsen, der er branchedirektør for DI Handel.
“Der er flere tegn på, at de ikke overholder reglerne, hvilket skaber en unfair konkurrence for danske handelsvirksomheder. Senest i dag (tirsdag, red.), hvor Forbrugerrådet Tænk dumper 30 ud af 38 produkter i deres test. Derfor er vi glade for, at EU-kommissionen har afkrævet Temu svar – og inden oktober skal de leve op til reglerne eller risikere en stor straf,” udtaler han i en pressemeddelelse.
I analysen over danskernes kendskab til webshops er Temu overgået af henholdsvis tyske Zalando og svenske Boozt.