Godmorgen kammerater.
Mit navn er Qëndrim Fazliu, og jeg er atter en gang morgenredaktør.
Velkommen til tirsdagens morgen-briefing, som jeg er stået tidligt op for at levere til de morgenfriske og trofaste Computerworld-læsere.
God læselyst og god tirsdag herfra.
Mand bag deepfake-opkald til vælgere står over for bøde bøde på 41 millioner kroner
I januar måned betalte Steven Kramer, der er en politisk konsulent fra New Orleans, 150 dollar for at skabe et såkaldt deepfake-robotopkald, der skulle imitere den amerikanske præsident Joe Biden.
Nu står han anklaget for 13 tilfælde af forbrydelser relateret til vælgerundertrykkelse samt 13 overtrædelser relateret til personificering af en kandidat.
Det skriver The Register.
I opkaldet opfordrede den falske Biden-stemme vælgere i New Hampshire til at blive hjemme i stedet for at deltage i det demokratiske primærvalg i staten.
Bestillingen af deepfake-opkaldene kan komme til at koste Steven Kramer meget dyrt.
Den amerikanske telemyndighed, Federal Communications Commission (FCC) har nemlig foreslået, at han får en bøde på seks millioner dollar, hvilket svarer til mere end 41 millioner kroner.
Sagen er den første af sin slags i USA.
Socialdemokratiet vil hæve aldersgrænsen for brug af sociale medier til 15 år
Fremover skal man være 15 år gammel, før man kan oprette en profil på sociale medier.
I hvert fald hvis det står til Socialdemokratiets formand og statsminister samt partiets spidskandidat til Europa-Parlamentsvalget Christel Schaldemose.
Det fremgår af en kronik i Politiken, hvor politikerne forklarer, at de med fem nye tiltag vil skærme børn og unge mod skadeligt indhold online.
Ud over at foreslå, at man hæver aldersgræsen for, hvornår man kan oprette en profil, så foreslår partiet også, at man forbyder afhængighedsskabende funktioner som 'evighedsscroll' og autoplay, samt forbud mod reklamer rettet mod unge under 18 år.
Samtidig skal det også være forbudt at lave indhold via kunstig intelligens, der viser overgreb mod børn.
Slutteligt skal det være lettere at få fat i tech-giganterne, så man kan klage over indhold på deres platforme.
Google fjerner mærkelige AI-svar fra søgninger
Forleden lancerede Google en ny AI-søgefunktion, der skulle hjælpe brugerne med at at finde frem til det, de spurgte efter.
Kort tid efter har Google dog været nødsaget til at fjerne flere bizarre svar fra den nye AI-søgefunktion, som har anbefalet alt fra at putte lim på pizza til at spise sten.
Det skriver The Verge.
Disse mærkelige svar har ført til, at Google manuelt deaktiverer AI-funktionen for bestemte søgninger.
Problemerne efter udrulningen kommer på trods af et års testning og optimering.
Problemerne har nu fået Google til at fokusere på at rette op på selskabets omdømme ved at levere mere pålidelige AI-svar.
Tesla-aktionærer opfordres til at sige nej til Elon Musks lønpakke på 316 milliarder kroner
Det uafhængige rådgivningsfirma Glass Lewis anbefaler Teslas aktionærer at stemme imod Elon Musks lønpakke på 46 milliarder dollar ved generalforsamlingen den 13. juni.
Beløbet svarer til 316 milliarder kroner.
Ifølge en 71 sider lang rapport fra rådgivningsfirmaet vil den enorme lønkompensation til Musk udvande aktieværdien og øge hans ejerskab markant.
Det skriver Wall Street Journal.
Lønpakken blev egentlig godkendt allerede i 2018, men en dommer i den amerikanske stat Delaware blokerede for aftalen.
Tilhængere af lønpakken til Musk mener, at Tesla skal belønne Musk for at have drevet selskabets vækst fra 50 milliarder dollar i 2018 og til 570 milliarder dollar i dag.