Artikel top billede

(Foto: PR-Foto)

Danoffice IT overtager næsten 30 år gammelt københavnsk konsulenthus med 35 medarbejdere

Danoffice køber det 28 år gamle københavnske konsulenthus Businessmann. Direktør Henrik Lassen Leth fratræder.

Danoffice med topchef Lars Baun i spidsen overtager det københavnske konsulenthus Businessmann, også kendt som BM.

Selskabet med 35 medarbejdere blev etableret helt tilbage i 1996 under navnet HCS 93 af nuværende direktør Henrik Lassen Leth, som har ejet selskabet lige siden - i de senere år har også CIO Henrik Marcher Christensen og COO Martin Vang Kristiansen også været medejere med mindre ejerandele.

Det skiftede i 1997 navn til Businessmann.

Danoffice IT meddeler, at nyopkøbet og dets konsulenter nu skal bidrage til at ‘styrke og udvikle’ Danoffice IT’s ‘position som et globalt powerhouse inden for it-infrastruktur.’

Danoffice IT fortalte i januar, at selskabet åbner kontorer i både Indien og Kina, nemlig i henholdsvis Shanghai og Bangalore.

Danoffice IT har gennem mange år specialiseret sig i at levere it-udstyr til nødhjælps-organisationer - herunder i verdens brændpunkter.

Selskabet selskabet leverer udstyr i mere end 150 lande og har datterselskaber verden over, men har i de senere år bevæget sig mere og mere ind på det private marked, hvor private virksomheder er kommet på kundelisten i stort omfang.

“Vi har været på udkig efter de rette kræfter til at hjælpe os videre på vores rejse. De ambitioner, vi har med vores managed services og konsulentforretning, passer godt med dét, Businessmann kan og vil”, lyder det fra topchef Lars Baun.

Businessmann har hovedkvarter i Glostrup, og alle selskabets 35 medarbejdere skal nu flytte over til Danoffice IT’s københavnske kontor i Ballerup.

Henrik Lassen meddeler, at han i forbindelse med salget til Danoffice IT nu trækker sig helt ud af selskabet.

Businessmann landede i regnskabsåret 2022/2023 en bruttofortjeneste på godt 24,1 millioner kroner og et overskud på 2,4 millioner kroner.

Selskabet har haft løbende vækst og overskud i en lang årrække.