15. maj bliver en skiftedag for den store tysk-stiftede softwarevirksomhed SAP, når SAPs medstifter og mangeårige formand for bestyrelsen, Hasso Plattner, formelt trækker sig på SAPs generalforsamling for aktionærer.
Hasso Plattner, der fejrede sin 80-års fødselsdag i januar, var en af fem tidligere IBM-ansatte, Dietmar Hopp, Hasso Plattner, Claus Wellenreuther, Klaus Tschira og Hans-Werner Hector, som 1. april 1972 etablerede virksomheden SystemAnalyse Programmentwicklung (Systemanalyse og Programudvikling).
Deres idé var at skabe standard erhvervssoftware, der integrerede alle forretningsprocesser og muliggjorde databehandling i realtid.
Men efter 52 år siger SAP nu farvel til den sidste stifters involvering i forretningen, som nu er vokset til at være en af de tre-fire største softwarefirmaer i verden.
Det sker ved en officiel afskedsbegivenhed 16. maj i SAP Arena i Mannheim, Tyskland.
Og mens formandsskiftet kan virke som en formalitet, så er det vigtigt ikke at underkender Hasso Plattners betydning for selvopfattelsen og kulturen internt i SAP - som den sidste stifter har han således flere gange været på scenen med sit soloshow på SAP's allerstørste globale events - og nogle gange næsten længere end den aktuelle direktør.
Afløses af finne med Nokia-baggrund
Som afløser for Hasso Plattner er den finske og 67-årige Pekka Ala-Pietilä foreslået som udpeget efterfølger og vil stille op til valg for en toårig periode.
Pekka Ala-Pietilä bor i Helsinko og har en baggrund som direktør for Nokia Corporation fra 1999 til 2005 og medlem af SAP's tilsynsråd fra 2002 til 2021.
Han var formand for EU-Kommissionens ekspertgruppe om kunstig intelligens fra 2018 til 2020 og formand for Finlands program for kunstig intelligens fra 2017 til 2019.
Ung direktør får tre år mere
Mens formandsposten nu går i arv til Pekka Ala-Pietilä holder SAP dog stadig fast i 44-årige Christian Klein som direktør - i hvert fald de næste tre år.
Klein indtrådte i topledelsen i 2018, blev co-CEO i oktober 2019 indtil SAP samlede rollen hos én CEO i 2020 og gav Klein jobbet.
Under Christian Klein har SAP satset stærkt på at flytte kunderne til SAPs cloud-forretning og introducere kunstig intelligens i forretningssoftwaren.
En strategi, som betød at den tyske software-kæmpe i slutningen af januar 2024 fremlagde en stor omstruktureringsplan, der lagde op til at påvirke syv procent af virksomhedens samlede arbejdsstyrke.
Med 108.000 ansatte på verdensplan, svarer det til cirka 8.000 ansatte.
Skridtet er en del af en større plan, der har til formål at fremskynde vækst, især gennem integrationen af kunstig intelligens, mens SAP bevæger sig mod en mere cloud-centreret fremtid.
Dermed tilslutter SAP sig firmaer som Oracle og Salesforce, som også pt. investerer stort i at få kunstig intelligens ind i deres eksisterende forretningssoftware - ikke mindst fordi den store hype om AI kan få utålmodige og eller nervøse kunder til at lede efter løsninger uden for de store økosystemer, hvis succes netop er afhængig af en stor intern dækningsgrad i virksomhedernes forretningsprocesser.