Artikel top billede

(Foto: Lars Jacobsen)

Nørgaard: Gør som de andre: Tag ingen beslutninger og gør intet

Klumme: Vi har fortalt Forsvaret, at de skal opruste og give den gas for 200 milliarder, men samtidig skal stoppe alle reparationer af bygninger m.m. og fyre nogle folk for at spare et par hundrede millioner her og nu.

Denne klumme er et debatindlæg og er alene udtryk for forfatterens synspunkter.

God fredag, alle sammen.

Det bliver varmere i vejret, og Thisted sælger forskellige 50 cl Limfjordsvarianter for 15 kroner i Rema - men hold jer fra de dér seks-kroners dåseøl fra Skovlyst, som Rema også sælger.

De er ikke lavet genuint, men på licens hos Unibrew - og med enzymer for fulde gardiner - og giver derfor nul bitterhedseftersmag, når man sluger det. Ud med den.

Jeg gider heller ikke købe de forskellige kæmpeøl fra Carlsberg, der ellers kan fås for 25 kroner, hvis man ser sig for, thi man kan ikke se på dem, om de er lavet genuint (det vil sige i Valby) eller med enzymer og uden smag (det vil sige i Fredericia på deres petro-kemiske anlæg derovre).

Hvis en ny øl bliver en succes, flytter de den til Fredericia og “skalerer den” voldsomt op med enzymer, så de kan lave 15 bryg i samme tank per måned i stedet for ét - hvorefter den underligt nok holder op med at være god.

Det skete desværre for Yakima og Naked Christmas, fordi de smagte for godt, og folk kunne lide dem.

Det er en sælsom logik, men nok mest en kapitallogik…øv.

Men lad os liiige slutte alko-sektionen med en kæmpe optur: Nogle få mennesker genererer selv alkohol i deres krop!!! Læs om ABS (Auto-Brewery Syndrom, det vil sige selv-bryggeri-syndrom) her:

SelvBryggeri

Og må jeg så i øvrigt, uvist af hvilken grund, have lov til at anbefale spillet “Gamle sure mænd, hidsige kvinder og andre indebrændte personligheder”?

Her kan man for eksempel trække et kort, hvor der nævnes de typer, der altid skal fylde to sæder i bus og tog (og derpå lade som ingenting), og hundredvis af andre ting, der kan oprøre én, hvis man er i humør til det.

Fremragende spil. Jeg elsker bare sådan at sidde og bladre i kortene og få inspiration…

Her kommer de korte

I dag tager vi en række korte nyheder, før vi går til biddet.

Der sker jo alle mulige ting derude inden for musik, NIS2 og arbejd-arbejd.

De korte nyheder før de rigtige nyheder

Fis-a’: FISA 702, den onde lov, der tillader alt for meget og forhindrer det offentliges brug af amerikanske cloud-leverandører, med mindre de er villige til at lyve om det, hvad de fleste er, blev desværre forlænget samtidig med, at det amerikanske senat vedtog hjælpepakkerne til Ukraine, Japan, Taiwan mm., hvilket selvfølgelig var den store nyhed, der blev dækket af alle medier.

Men det offentliges ulovlige brug af Google i klasselokalerne (tænk, det kan STADIG købes ind via en SKI-aftale, hvilket er SÅ smukt) og Office-ting i Azure fortsætter naturligvis.

Lov er lov og skal holdes, undtagen hvis man som offentlig myndighed ikke synes det er rart eller nemt.

Flere timer = mere rigdom: Netcompany-bossen gør virkelig sit til, at Socialdemokraternes idé om, at man skal arbejde flere timer uanset hvad for at holde hjulene i gang, slår igennem.

Jeg gætter på, at en mand, der udlejer varme kroppe per time, altid vil synes det er en god idé. Paid by the hour, not the solution. Og så kan han forblive det offentliges favorit.

Læs selv: Work Harder Not Smarter

NIS2: Hårdnakkede rygter siger, at man, det vil sige vores fælles favorit Centeret (CfCS) vil undtage kommunerne og regionerne. Fantastisk.

Netop de, der er mest sårbare, skal intet gøre. Det dér cybertrussels-halløj går nok væk af sig selv.

Vi KAN bare det hejs her i Danmark, OG vi stoler på hinanden, så der kommer ikke til at være noget problem. Over Hovedet, som man siger.

Facebook Value: Når folk bliver spurgt, hvor meget værdi de får ud af at være på Facebook, så svarer de cirka 67 dollars per dag. Dét er tankevækkende.

Men hvis ikke de kunne lide det, ville de jo ikke være på, og det er nok det nærmeste vi kommer det gamle Forsamlingshus.

Tre stykker vigtig og ny musikinfo: For det første: Det Neoimpressionistiske Danseorkester (DND), der havde deres storhedstid i slut-80’erne, er endelig kommet på Spotify med deres to smash-hits Det Ka’ Vi Da Godt Prøv’ (“Ja-Ja”) & Godt Nok Mørkt.

For det andet: M, der gav mig musikgenren Shoegazing, har nu givet mig genren Sprechgesang, og det er IKKE rap, og sådan ER det - og jeg foreslår, at I begynder med for eksempel nummeret Mit Freudlichen Grüssen med Die Fantastischen Vier.

Læs mere om genren her: TaleSang

For det tredje: Nordkorea kan bare noget mht at samle folket med en frisk sang. Den her ville vinde MGP, hvis den fik lov til at deltage:

Venlig Forældre

AIaiai: Og til sidst to store AI-nyheder

For det første: Dansk IT har i går givet os fem anbefalinger til bikse, der indfører AI.

Læs de fem anbefalinger og spørg jer selv: Findes der noget som helst i denne Verden, hvor de fem anbefalinger ikke gælder?

De Fem

For det andet: Det viser sig ved nærmere eftertanke, at hvis en it-chef ikke kan håndtere noget nyt, som organisationen skal bruge, så kan organisationen finde på at finde en anden it-chef.

Det er i sandhed breaking: Stakkels it-chef

Og så kommer vi til de lange

Det var de korte nyheder. Nu til de lange.

Forsvaret skal selvfølgelig spare (Ebberød Bank, gå hjem), McKinsey viser, hvordan man kan spare (hos en kunde!), en lagerhal i Glostrup værdisættes til 3.9 milliarder (uden at Ejendomsvurderingssystemet kan beskyldes for det), lidt CyberHyper og til slut ubeslutsomhedsteori i praksis. Spænd bæltet op - det er weekend lige om lidt:

Forsv..zzzz

Nu, hvor antallet af civile overstiger antallet af militære i Forsvaret, er det da mega-muntert at se, hvordan Ministeriet og Departementet hver.eneste.gang.og.hver.eneste.EVIGE.gang får skudt al skyld over på de militære.

Og ministeren er jo vant til at skulle følge dét, der bliver sagt fra djøferne i departementet frem for det, der bliver sagt af dem, der reelt ved noget.

Hvis man andre steder i samfundet lod physioterapeuter lave mad på toprestauranterne, fordi de er vant til at trykke på kød, eller lod VVS’ere stå for programmeringen hos Danske Spil, fordi de ved alt om at flushe, så ville vi i sandhed have et magisk samfund.

Men i Forsvaret giver det mening, at stålsatte affaldsplanlæggere eller humtek’ere (I ved, dem, der har fag som hverdagslivsteori, international retfærdighed og hermeneutik) fra RUC får ansvaret for Den Tunge (det vil sige pansrede) Brigade og at humanister med flyvske idéer får ansvaret for at plan- og nedlægge pilotuddannelse.

Lyt og gringræd: At Blive Ved Jorden

Et godt eksempel er dette: Overenskomst 24 (OK24) har medført øgede lønomkostninger, og det er der selvfølgelig ikke penge til, fordi Forsvaret endnu ikke har set én eneste krone af de mange milliarder, som politikerne troede, at de gav ekstra til Forsvaret for to år siden.

Så: Derfor har Finansministeriet beordret en sparerunde. Den lader vi liiiige stå et øjeblik.

En gang til

Og så tager vi den sgu igen-

Vi har fortalt Forsvaret, at de skal opruste og give den gas for 200 milliarder, men samtidig skal stoppe alle reparationer af bygninger m.m. og fyre nogle folk for at spare et par hundrede millioner her og nu.

Det er fordi, at Finansministeriet (Wammen, der som forsvarschef nedlagde Forsvaret) vil have det. Og INGEN stopper det vanvid.

Alle - undtagen de udvalgte få med den særlige logik i Finansministeriet - synes det er virkeligt åndssvagt, men ingen gør noget.

For Wammen og hans hird er det formodentligt bare et slags computerspil at lege med det store regneark:

“Wow! Se! Hvis jeg ændrer på det dér tal i celle F42, så bliver tallet i celle T100 0! Juhuu!”

Jeg kan ikke se andet, end at rygterne om, at han skal efterfølge Mette Frederiksen må være rigtige.

Leflen og smidsken

Jeg vil faktisk give venstrefløjen ret i deres mangeårige kritik af vores leflen og smidsken for Finansministeriet.

Mage til hundehoveder, socialdemokrater og grødbønder skal man da lede længe efter.

Nå, men selv noget SÅ åndssvagt som en sparerunde midt i en oprustning kan djøferne i Forsvaret, med departementschef Pernille i spidsen (endnu en reel forsvarschef, der ikke har aftjent værnepligt), tørre af på de militære og foreslå den ENESTE logiske vej frem, nemlig at der skal ansættes ENDNU flere DJØF-kontrol-folk og folk med speciale i “performance design” eller klokkespil for at få ENDNU mere styr på tingene end de uendeligt mange civile beder allerede har fået.

Det er åbenbart blevet så tilpas skørt, at selv Jonathan Spang har givet op og sygemeldt sig.

Det KUNNE jo være, at når man siden det Herrens år 2014 - det år Forsvaret endeligt blev lagt i graven med styrelses-idéen fra you-know-who - har kørt biksen i sænk ved at øge antallet af ikke-vidende, ligeglade, civile beder med speciale i indianske studier eller klassisk græsk, og hele tiden har gjort grin med reel erfaring og fagkundskab (de militære), så KUNNE man forestille sig, at det modsatte måske ville virke bedre?

De civile hallunker

Eller skal man have trioen BCGak, McKina og DeLøjt til at skrive endnu en rapport om, at man bør gøre det modsatte?

Kunne det tænkes, at en organisering af militæret i én organisation, en forsvarschef, der faktisk var chef for Forsvaret, og en dramatisk sænkning af antallet af civile generalist-DJØF’ere, kunne føre til bedre resultater?

Vi danskere KAN meget vel være det første soleklare eksempel på, hvad der sker, når civile hallunker overtager et nationalt militær og dermed fjerner enhver evne til at træffe beslutninger (kæmpe overraskelse) og bruger pengene på lønninger til sig selv og duft-/oplevelses-stier midt på flyvestationer i stedet for på ammunition.

Nå, men desuagtet skal min rappe læser M have kæmpe tak for at henlede min opmærksomhed på et udbud fra Forsvaret, med deadline 6. maj 2024, med titlen “Edb-arkivering” - opgaven er: “Forberedelse og aflevering af kundens ESDH-system til Rigsarkivet”. Det kan da noget!

2. Hit The Road, Jack

Jeg efterspurgte i sidste uge information om, hvorvidt BCG og McKinsey mon har nogle regler for etik og moral.

Tak til min læser F, der gjorde mig opmærksom på, at der faktisk findes en video om, hvordan McKinsey/McKina træner deres fresh-out-of-college-gutter, før de skal udfaktureres for en formue til at løse store problemer hos private og staten.

Overskriften skyldes den sang, som de mener man kan synge for alle dem, de vil fyre i en tænkt case.

Se og nyd: Hit the road, Jack

3. Danske Pelsauktioner - 3,9 milliarder counting

Efterhånden som de primære erhverv (landbrug, fiskeri) selv-destruerer, bliver de mere og mere skingre og grådige at høre på.

De ER jo bare industrielle kæmpebikse, solidt backet op af meget vellønnede og skruppelløse lobbyister, med nogle få, rige, griske ejere (der er 7.000 landmænd tilbage i Danmark, og de ejer 63 procent af jorden - do the math), der nu synes, at det hele er uretfærdigt efter at de henholdsvis har anlagt planteørkener på to tredjedele af Danmarks areal OG forurenet og fisket alle farvande til extinction. Snøft-snøft.

Læg mærke til, at de to mest stok-konservative grupperinger, somvi har i landet, nemlig fritidsjægere og lystfiskere, alle til hobe bekræfter, at landbruget og fiskeriet har lagt naturen øde. Det er da sjovt. Nå, videre...

Men de cirka 1.000 kommende, nye, jyske mink-multi-millionærer, der hver i snit skal have 42 millioner, er alligevel i særklasse og viser så fornemt vejen frem for det øvrige landbrug og fiskeriet efterhånden, som der ikke er noget tilbage.

For eksempel vil de i al hemmelighed gerne have 3,9 milliarder kroner for deres eget handelsskur i Glostrup (Danske Pelsauktioner).

Begyndte på en mainframe

Og dét mindede mig om en fortræffelig historie fra for MANGE år siden.

Og så IKKE et ord om mit besøg derude i 2015, hvor informationschefen fortalte, at omsætningen bare faldt og faldt hele tiden, fordi selv de kinesiske kvinder ikke længere ville gå i ægte pels, og de nyrige kinesere var de sidste stor-købere). Men altså:

Danske Pelsauktioner (DP) startede med at køre hele administrationen, inkl. de mange og store skind-handler, på en mainframe.

Så oprandt de gyldne tider, hvor alt skulle være en relationsdatabase, og de valgte Oracle, og de valgte en god konsulentbiks til at implementere det.

Noget af det første man gjorde i designfasen var at lave en tabel, der skulle indeholde hver handel.

Hver handel er på MANGE millioner og har et unikt handelsnummer.

Så man lavede en primary key (primær-nøgle på dansk) på handelsnummer-kolonnen. Så var man sikker på, at et handelsnummer kun kunne forekomme én gang.

Så eksporterede man alle handler ud i en god, gammeldags, flad ASCII-fil fra mainframen og loadede den ind i denne fine, nye tabel med primærnøgle.

Der kom et par tusind dubletter ud af det, det vil sige et par tusind handler fandtes TO gange. Det var jo ikke så godt.

Revisionen blev underrettet, og efter nogle dage blev finansdirektøren fyret i stilhed, fordi han havde lagt dobbelthandler ind til egen fordel og var blevet ret rig på dét.

Han blev aldrig retsforfulgt, for man ville ikke have skandalen.

Jeg tænkte, at man måske kunne få nogle af pengene til erstatningen på knap fire milliarder for skuret derude fra ham?

Det var i øvrigt ham, der selv havde igangsat moderniseringsprojektet, fnis-fnis.

4. CyberHyper: Betal og/eller vi gør det alligevel
Nå, men amerikanernes sundhedsoplysninger blev hacket/stjålet for nylig.

Og da man betalte den store løsesum med bitcoins tog afpresserne/terroristerne pænt imod pengene - og offentliggjorde alligevel alt på Dark Net. Damned if you do, damned if you don’t.

Jeg kan egentlig godt lide, at de opfører sig på den måde, det vil sige komplet uden ære eller skrupler, og uden at ænse, at det kan skade almindelige, uskyldige mennesker.

Det er såmænd bare terrorisme.

Det gør det nemmere at få en passende vrede og irritation stablet på benene, så vi en dag kan blive enige om at nakke dem ved hjælp af gode anti-terror-ting såsom Reaper-droner og grimme mænd fra Special Activities-divisionen (jep, det forkortes SAD) i CIA. Anyway, lad os lige nyde selve nyheden:

Betal - og/eller vi offentliggør data

Men amerikanerne har ikke en skid på os danskere.

Vi leverede to CD-ROM’er med UKRYPTEREDE data direkte til kineserne med et Grønt Bud (ja, de er jo bæredygtige, høhø).

Det gjorde vi allerede i 2016, og ingen var skyld i noget som helst, selvfølgelig. Det var bare et pudsigt sammentræf:

Kære kinesere - her er vore hemmeligheder

Hvem bestemmer?

Nogle folk højt på strå må have læst ubeslutsomhedsteori på universitetet. Gang på gang opdager vi, at vi ikke er i stand til at handle, når der opstår en trussel.

Sammenlign det med at arrangere øl-dates: Hvis man selv, og ens ven, er singler kan man bare aftale at mødes samme dag med en SMS-udveksling, der ser således ud:

“Øl på Fermentoren klokken 16?”

“OK”

Hvis vennen har fået en kæreste skal han liiige koordinere med denne, og det kan først lade sig gøre i næste uge.

Hvis man også selv har fået en kæreste, er det om halvanden måned, og hvis alle fire skal mødes tager det to til tre måneder og bliver udskudt mindst to gange, fordi der sker en del rundt omkring i ventetiden.

Men det er jo ikke øl-dates, som vi taler om.

I Ballerup Kommune havde man for snart mange år siden fået konstrueret den ultimative, institutionelle ondskab mod de aller-aller-svageste af de borgere, der havde brug for hjælp:

Tre sagsbehandlere hver

De (ofrene) havde, i Balleup Kommunes flotte super-matrix-organisation, der havde set fantastisk ud på en whiteboard ved en “workshop” et sted med bar og overnatning, fået TRE sagsbehandlere hver:

Én, der skulle tage sig af noget med job og den slags, én, der skulle noget andet, og én, der skulle noget tredje.

Det var selvfølgelig helt op til disse knap så ressourcestærke ofre for super-matrixen at koordinere kommunens tre sagsbehandleres indsats.

Og når der ind imellem skulle laves et stormøde mellem alle parterne (tre sagsbehandlere og ofret), ja så kunne det ofte først ske tre måneder fremme i kalenderen, fordi alle tre jo også skulle til diverse vigtige, interne møder mv.

Man kan godt forstå, hvis ofrene begynder at tage stimulanser, ikke?

Med ovenstående in mente, så forestil jer nu, at et antal offentlige dimser - hver med mange interessenter og varmluftballoner ansat - skal koordinere noget, eller bare MØDES for at diskutere, hvilken møderække man skal planlægge for at få koordineret noget, og I kan måske ane problemet.

Derfor kunne det være en god idé at nedlægge alle Skats styrelser og slå det sammen til én organisation igen, at nedlægge Findens Fejl og bare lave et helt normalt forsvar med en chef igen, at lave et ministerium for civilforsvar/beredskab, at lave et ministerium for it og cyber, osv.

Tør jo ikke tage beslutninger

For ellers er der bare ingen, der har ansvaret, og fordi cheferne ikke er i slutstillinger, tør de aldrig tage beslutninger af angst for karrieren.

Ofte ved de jo heller ikke noget om emnet, og så kan de jo hurtigt blive forvirrede, de stakler.

Eksempel: I Forsyningssikkerhedsstyrelsen, der hører under … Justitsministeriet, selvfølgelig! … skal de samarbejde med “Beredskabet”, der blev flyttet fra Indenrigsministeriet til Forsvarsministeriet (og derpå nedlagt af Findsen, Wammen, et al) i skæbneåret 2014.

De to offentlige dimser kan selvfølgelig ikke engang træffe en simpel beslutning om at hjælpe nogle få nødstedte bilister på en motorvej i fredstid.

Man har over en bred kam i det offentlige misforstået Jægerkorpsets motto Plus Esse, Quam Simultatur (mere at være end at synes), og knæsat de to gode principper, at selve dét at besvare en mail er en fysisk handling, der bør roses, og at tydelige kommandoveje og forpligtende ansvar er onder, der skal bekæmpes med alle midler.

Forestil jer, hvad der ville ske ved en reel krigshandling mod os. Ja, rigtigt: Ingenting.

Og det kan I jo passende kopiere her i weekenden.

Tag ingen beslutninger og gør intet. Hvis I endelig skulle have lyst til at se ud, som om I laver noget, så betro mig jeres bedste tanker i en mail til mogensxy@gmail.com, så jeg også kan se ud, som om jeg laver noget, når jeg læser den.

Klummer er læsernes platform på Computerworld til at fortælle de bedste historier, og samtidig er det vores meget populære og meget læste forum for videndeling.

Har du en god historie, eller har du specialviden, som du synes trænger til at blive delt?

Læs vores klumme-guidelines og send os din tekst, så kontakter vi dig - måske bliver du en del af vores hurtigt voksende korps af klummeskribenter.