Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Morgen-briefing: Her skal ansvaret for EU’s AI-forordning i Danmark ligge / Alvorlig sårbarhed i tusindvis af LG-fjernsyn / Instagram vil indføre sløring af billeder med nøgenhed

Her skal ansvaret for EU’s AI-forordning i Danmark ligge. Alvorlig sårbarhed i tusindvis af LG-fjernsyn. Instagram vil indføre sløring af billeder med nøgenhed. Penneo får ny bestyrelsesformand efter ballade. Danmark og Tjekkiet klar med wallet-aftale. Søg penge til data-projekter
.

Velkommen til ugens sidste morgen-briefing fra Computerworld, der denne tidlige morgen er sammensat af redaktionens morgenfriske morgen-pilot, Dan Jensen.

Her skal ansvaret for EU’s AI-forordning i Danmark ligge

Digitaliseringsstyrelsen bliver den danske såkaldte ‘nationalt koordinerende tilsynsmyndighed’ for EU’s nye AI-forordning, AI Act.

Det betyder, at styrelsen får opgaven med at holde kontakt til de øvrige tilsynsmyndigheder rundt omkring i Europa samt koordinere den danske indsats mellem de forskellige danske myndigheder.

I første omgang går styrelsen nu gang med at få udbredt budskabet om de nye krav og forpligtelser, der er i den nye forordning.

Du kan læse mere hos Digitaliseringsstyrelsen her.

Alvorlig sårbarhed i tusindvis af LG-fjernsyn

91.000 LG-fjernsyn i en række lande indeholder alvorlige sårbarheder, som kan give adgang til hackere.

Sårbarheden findes ifølge Bitdefender i en række versioner af styresystemet LG WebOS.

Langt de fleste af de ramte apparater kører i Sydkorea, nemlig godt 50.000.

I svenske, finske og amerikanske husstande kører også flere tusinder af de ramte fjernsyn.

Du kan læse mere om de ramte fjernsyn og hvor på kloden, de kører, hos BleepingComputer her.

Instagram vil indføre sløring af billeder med nøgenhed

Instagram er i gang med at teste en ny funktion, der skal sløre billeder med nøgenhed.

Målet er at beskytte teenagere og unge brugere samt forhindre eventuelle svindlere i at finde frem til de unge brugere i forbindelse med såkaldt sextortion.

Meta, der ejer Instagram, meddeler, at slørings-funktionen testes på de meget udbredte såkaldte DM’ere - direct messages - i Instagram.

“Nøgen-beskyttelse vil være tændt per default for teenagere under 18 år i hele verden, og voksne vil se en notifikation med opfordring til at tænde beskyttelsen,” lyder det fra Meta.

Du kan læse mere om planerne hos Meta her: New tool to help protect against sextortion and intimate image abuse.

Penneo får ny bestyrelsesformand efter ballade

Penneo har formelt indsat Jostein Vik som ny bestyrelsesformand efter en del tummel og ballade for nogle måneder siden.

Det skete på selskabet generalforsamling onsdag aften, hvor Jostein Vik blev valgt ind i bestyrelsen sammen med Eske Gunge og Kasper Behrens. Moeten Elk og Rikke Stampe Skov blev genvalgt.

Du kan læse mere om magtkampen op til generalforsamlingen her: Penneo aflyser ballade-møde om magten over selskabet: Ny bestyrelse på plads - store profiler ryger ud

Danmark og Tjekkiet klar med wallet-aftale

Digitaliseringsminister Marie Bjerre (V) har i Belgien netop underskrevet en wallet-aftale med den tjekkiske vicepremierminister, Ivan Bartos.

Med aftalen i hånden vil Danmark og Tjekkiet dele erfaringer om landenes respektive projekter om det, som Digitaliseringsministeriet kalder for ‘digitale identitets-tegnebøger.’

Den kommende wallet-app skal over tid kunne indeholde en række fortrolige dokumenter om den enkelte borger - eksempelvis identitets-papirer, billetter, betalinger, uddannelses-beviser og meget andet.

“Samarbejdsaftalen vil facilitere erfaringsudveksling mellem Digitaliseringsstyrelsen i Danmark og den tjekkiske Digitaliserings- og Informationsstyrelse,” lyder det fra Digitaliseringsministeriet.

Søg penge til data-projekter

Du kan nu søge penge fra EU til projekter inden for tre kategorier under de såkaldte ‘data spaces,’ som har det overordnede mål, at de skal ‘sikre en effektiv og sikker brug af data i hele Europa’ ved at gøre det nemt at ‘dele, sælge og købe data på tværs af Europa på en sikker og ansvarlig måde.’

Digital Europe meddeler, at de tre kategorier er ‘Energy,’ ‘European Green Deal’ og ‘Common European Mobility.’

Det samlede budget er 31 millioner euro, og får man del i pengene, forpligter man sig til at indgå i europæiske konsortier på området.

Du kan læse mere om projekterne hos DI Digital her.