Selvom du surfer 'inkognito,' så suger Google stadig masser af data om trafikken. Den data indvilger kæmpen nu i at slette. Det står klart efter, at Google har indgået et forlig.
Det skriver Reuters.
Poolen af data har de to stridende parter vurderet til at være op til 7,8 milliarder dollars værd. Forliget pålægger ikke Google at betale erstatning, det er nu op til de berørte individer selv at vurdere, hvorvidt de vil sagsøge giganten selv.
Søgsmålet tog sin begyndelse i 2020, hvor sagsøgerne argumenterede for, at Google Analytics støvsuger og opsamler data fra brugere, selvom de sætter 'inkognito' på.
En af sagsøgernes advokater, David Boies, kalder forliget for: "Et historisk skridt i at kræve ærlighed og ansvarlighed fra dominerende teknologivirksomheder."
Omvendt lyder det fra en Google-repræsentant Jose Castaneda:
"Vi sletter glædeligt gammel teknisk data, som aldrig blev associerede med et individ, og aldrig var brugt til at personalisere indhold."
Før forliget endegyldigt kan falde på plads, mangler dog stadig et stempel fra U.S. District Judge Yvonne Gonzalez Rogers.