Infrastrukturkæmpen GlobalConnect har nu - langt om længe - sat strøm til en kæmpemæssig udbygning af selskabets fiber-infrastruktur.
En ny 2.600 kilometer lang såkaldt super-fiberforbindelse, som strækker sig fra Berlin til svenske Haparanda i bunden af den Botniske Bugt, blev forleden færdig og klar til test, da to søkabler 45 minutters sejlads fra Bornholm blev koblet sammen. Efter planen skal kablet tages i brug inden for de kommende uger.
Bornholm er i øvrigt et centralt knudepunkt i den nye fiberforbindelse, hvor flere fiberkabler mødes.
Kablet består af 96 fiberpar og har kapacitet til at transportere al data i Norden, altså 3.052 Tbps (terabits per sekund), svarende til afspilningen af én milliard Netflix-videoer på samme tid.
Prisen for den nye forbindelse er godt en halv milliard kroner, og med den nye forbindelse råder GlobalConnect nu over 200.000 kilometer fibernetværk i Nordeuropa. Det ligger på tværs af Danmark, Norge, Sverige, Tyskland og Finland.
Computerworld skrev om projektet tilbage i sommeren 2022. Dengang forlød det, at projektet skulle være afsluttet ved årsskiftet.
Men med godt et års forsinkelse er det nu klar.
”Kablet skal være med til at fremtidssikre og styrke den digitale infrastruktur i Nordeuropa. Det bidrager til mere robusthed med flere ruter at dirigere datatrafikken ad, hvilket styrker den nationale sikkerhed i regionen. Den forbedrede digitale infrastruktur er samtidig en nøglefaktor i fortsat at tiltrække globale tech-investeringer til Norden, hvor cirka halvdelen af de kommende års datacenter-investeringer i Europa forventes at gå til,” siger Martin Lippert, CEO i GlobalConnect Group.
Ifølge Børsen er GlobalConnect i øvrigt selv ved at sælge selskabets egne datacentre.
Langvarigt og svært projekt
Konstruktionen af superkablet har altså taget flere år og krævet kampe mod Østersøens hårde vinterstorme, nedgravning i havbunden med en specialudviklet ubåd og massive bor til at bore gennem klipper og brohoveder på stranden for at koble søkablerne til kabler ved kysten.
For at gøre plads, hvor søkablet går i land i Tyskland, måtte flere end 200 bomber fra 2. verdenskrig ryddes i Østersøen. I alt er 1.300 kvadratkilometer blevet scannet på udkig efter potentielle arkæologiske fund.
"Projektet har krævet en massiv indsats og spiller en afgørende rolle i fremtidig digitalisering. Der er en stadigt stigende efterspørgsel på fiber i Norden. Det meste af den digitale infrastruktur mellem Danmark og resten af regionen er 20 år gammelt, og de få eksisterende kabler har et begrænset antal fibre til rådighed for ny efterspørgsel. Det risikerer at udgøre en flaskehals for den fortsatte digitalisering og mulighederne for at nå EU's mål for digitalisering,” siger Martin Lippert.
Ved at styrke de digitale forbindelser mellem Danmark, Sverige, Tyskland og resten af Europa er målet med projektet at bidrage til både EU og nationale mål for højhastigheds digitale forbindelser og facilitere økonomisk vækst med lavere klimabelastning.
“Kablet imødekommer den store efterspørgsel på større kapacitet og robusthed. God, robust digital infrastruktur kombineret med adgang til vedvarende grøn energi er kritiske faktorer for globale teknologivirksomheder, der ønsker at etablere datacentre her. I Norden har de adgang til begge dele,” siger Martin Lippert.