Mornings. Og velkommen til en tirsdag i februar, der atter byder på elendigt vejr, som nok kan fodre vinterdepressionen. Men den slags bekymrer jo ikke vi her på Computerworlds fremskudte lyttepost mod syd. Vi har rigeligt at se til med vores lyttebøjer og andet spændende grej, som skal plejes og passes for at virke efter hensigten. Og her så resultaterne af anstrengelserne i klart sprog. God læselyst ønsker denne morgens operatør: Niels Veileborg
Den digitale teoriprøve er kommet til Danmark
Køreprøven er nu også blevet digitaliseret
Den første digitale teoriprøve blev afholdt den 30. januar 2024, hvor Rebecca Hansen fra Kolding sad klar som den første elev. Siden da har over 200 elever været til en digital teoriprøve.
I alt bliver 15 prøvesteder digitaliseret i 2024. Digitalisering af teoriprøven har været et mål for Færdselsstyrelsen, siden styrelsen overtog kørekortområdet i 2021. Styrelsen har valgt en robust og gennemprøvet digital løsning, der allerede er i drift i Holland.
Færdselsstyrelsen begynder med den digitale teoriprøve i Kolding, Esbjerg, Roskilde, Hillerød, Amager, Nykøbing Falster, Slagelse, Odense, Horsens, Viborg, Aabenraa, Holstebro, Aarhus, Aalborg og Frederikshavn.
Bolig-Net hyrer Kemp & Lauritzen til at bygge fibernetværk til boligforeninger
Bolig-Net med Frank Rasmussen i spidsen indgik forleden et samarbejde med GlobalConnect, som betyder, at Bolig-Net skal bygge fibernetværk til boligforeninger for GlobalConnect.
Nu er Kemp & Lauritzen valgt til at stå for installationerne.
”Vi vil sammen med GlobalConnect arbejde målrettet på at udbrede fibernetforbindelser helt ud i den enkelte lejlighed i boligforeningerne, og det kræver, at hele værdikæden har fokus på kvalitet. Derfor er vi ekstremt glade for det nye samarbejde med Kemp og Lauritzen, siger Frank Rasmussen.
”De store netleverandører skifter mellem entreprenører hele tiden, og det skaber en masse rod. Vi forsimpler hele processen, bruger kun én entreprenør, én underleverandør og kan projektlede og levere meget bedre kvalitet til en skarpere pris end konkurrenterne samt overholde tidsfrister,” siger Frank Rasmussen.
SAP styrker fokus på AI med ny division
SAP har oprettet et ny division med fokus på AI under ledelse af Philipp Herzig i den nyoprettede rolle som Chief Artificial Intelligence Officer.
Den nye enhed fører tilsyn med hele værdikæden for SAP Business AI, fra produktudvikling og forskning til kundeimplementering. I denne nye rolle, der trådte i kraft i januar 2024, rapporterer Philipp Herzig direkte til CEO Christian Klein.
Philipp Herzigs team består af erfarne ledere, herunder Walter Sun, der som global chef for AI fortsætter med at lede al produktudvikling inden for business AI. Walter Sun skiftede fra Microsoft til SAP i september 2023.
Cisco har overført 800 Gbps fra Boston til Bordeaux i transatlantisk søkabel
Cisco har med succes overført 800 Gbps til det transatlantiske kommunikationskabel Amitié, som løber 6.234 kilometer fra Boston i Massachusetts til Bordeaux i Frankrig.
Forsøget blev gennemført for at forbedre undervandstransmissionen, så den kan levere øget ydeevne og kapacitet.
Amitié-søkablet har SDM-teknologi (Space Division Multiplexing) med 16 fiberpar, hvilket er mere end traditionelle undervandskabler, og gentagelseskraften deles på tværs af fiberparrene for at levere den højeste kabelkapacitet.
Amitié-kablet er nu en del af Microsofts globale netværk, der understøtter alle Microsofts tjenester.
"I en tid med kunstig intelligens er pålidelige og hurtige netværksforbindelser vigtigere end nogensinde før," siger Bill Gartner, SVP Optical Systems and Optics, Cisco og fortsætter:
"Samarbejdet med Microsoft om Amitié-kablet er en betydelig milepæl for et SDM-kabel. Sammen vil vi demonstrere potentialet for en forbedret samlet netværkskapacitet med 800G på disse afstande.
EU-Komissionen foreslår satsning på søkabler
EU bør gå i gang med at bygge og opgradere unionens netværk af søkabler - og om nødvendigt med EU-støtte, foreslår EU-Kommission. Det skriver Reuters.
Forslaget skyldes bekymringer for sikkerheden for søkablerne, som er vitale for internettrafikken i verden. Bekymringerne fik blandt andet næring af beskadigelserne af to søkabler i Østersøen sidste år.
EU-Kommissionen vil onsdag præsentere en plan for indsatsen, som også vil inkludere initiativer til at sikre og beskytte EU’s netværk af søkabler.
Projektet kaldes CPEI (Cable Projects of European Interest). Der er tale om et projekt, som både skal finansieres af private midler og EU-midler.