Foråret er over os, fuglene er begyndt at synge og nu er tirsdagens morgenbriefingen sørme også landet i din indbakke.
Endnu engang er det Thomas Møgelbjerg, der har sat dagens korte morgennyheder sammen til jer.
Godmorgen og god læselyst.
Få finansieret din it-sikkerhed af EU
Hvis din virksomhed eller organisation står med et cybersikkerhedsprojekt, som I mangler finansiering til, så det nu, du skal tørre søvnen ud af øjnene og læse med.
Digitaliseringsstyrelsen og EU har nemlig åbnet for en ny tilskudspulje, som understøtter projekter, der styrker cybersikkerheden inden for konkrete brancher.
Puljen administreres igennem Det Nationale Koordinationscenter for Cybersikkerhed i samarbejde med Erhvervsstyrelsen.
Tilskudspuljen er på 4,9 mio. kr. og vil være åben for ansøgninger frem til 15. maj 2024.
Du kan læse mere om betingelserne, og hvordan man ansøger her.
Elbiler ender konstant på værksted
Man skulle umiddelbart tro, at en elbil i langt mindre grad skal sendes på værksted, da et batteri består af langt færre komponenter og sliddele sammenlignet med en traditionel benzin- eller dieselmotor.
Men det kunne ikke være mare forkert, skriver Finans.
”Folk har den opfattelse, at deres elbil er at sammenligne med en computer, der aldrig går i stykker. Men selvom elbiler har færre dele, så er der dele, der slides og går i stykker, og batterier, der skal repareres,” siger Sebastian Thompson, værkstedschef, Ketner/Bosch Service Aalborg, til erhvervsmediet.
Han fortæller desuden, at særligt Teslaer oplever problemer med rust omkring det metalskjold, der beskytter sikringerne omkring batteret.
Og trænger vand først ind i batteriet, kan det koste op mod 50.000 kroner at reparere.
22-årig amerikaner får 16 års fængsel for datalæk
En bare 22-årig amerikaner skal nu 16 år i fængsel for at have lækket forsvarshemmeligheder om krigen i Ukraine.
Jack Teixeira, som den unge mande hedder, er tidligere ansat i USA's militær. Han er dømt for at offentliggøre tophemmelige forsvarsdokumenter på det sociale medie Discord, som er et medie designet til gamere.
Blandt dokumenterne var der oplysninger om levering af våben og udstyr til Ukraine.
Teixeira erkendte sig skyldig og har indgået en aftale med de amerikanske myndigheder om fængselsstraffen.
Ændring i Datatilsynets standarddatabehandleraftale
Og så til en lidt tungere morgennyhed.
Datatilsynet har foretaget to ændringer i tilsynets såkaldte standard-databehandler-aftale, der er en skabelon for til dataansvarlige og databehandlere, som skal efterleve databeskyttelsesforordningen.
Ændringerne sker, efter Datatilsynet har modtaget flere henvendelser om betydningen af den pågældende bestemmelse. Det er bl.a. blevet fremhævet, at bestemmelsen er udfordrende at arbejde med i praksis, og at bestemmelsen muligvis ikke har den tilsigtede virkning.
De to ændring lyder:
• Bestemmelsen er nu blevet fremhævet som valgfri for den dataansvarlige og databehandleren at inkludere i databehandleraftalen.
• Bestemmelsens ordlyd er blevet ensrettet med ordlyden i den tilsvarende bestemmelse i EU-Kommissions standardkontraktbestemmelser for databehandleraftale af 4. juni 2021.