En våd eftermiddag og en efterfølgende køretur hjem ombord i en ’fuldt ud selvkørende’ Tesla Model 3 endte tragisk for Hans von Ohain, en Tesla-medarbejder med adgang til tidligere versioner af Teslas selvkørende teknologi.
Bilen styrtede ind i et træ, brød i brand og dræbte Hans von Ohain. Ulykken skete i maj 2022 ud for Denver, i den amerikanske delstat Colorado.
Hans passager, Erik Rossiter, der både overværede og overlevede ulykken, har i følge mediet Washington Post sagt, at crashet skete, mens Teslas kørselsassistent, døbt ’fuldt selvkørende funktion’, eller ’Fully Self Driving’ (FSD), styrede bilen.
”Bilen kørte pludseligt af vejen,” lød det fra ham i alarmopkald til nødtjenesten 911, hvor han efterfølgende fortalte de lokale udrykningstjenester, at bilens ’auto-kørsel’ funktion var slået til.
Obduktionen af Hans von Ohain viste efterfølgende, at han var voldsomt alkohol-påvirket under den fatale køretur med en promille på 2,6 – mere end tre gange den tilladte promille i delstaten Colorado på 0,8.
Ulykken udgør, ifølge mediet, hvad der menes at være det første fatale uheld med teknologien ombord. En teknologi, som ifølge Teslas administrerende direktør og storaktionær Elon Musk, ikke har været involveret ’hverken nogen form for uheld eller skade’.
Tesla har ikke ønsket at kommentere på uheldet, men har tidligere beskrevet, at selskabets FSD- teknologi er i sin betaversion, hvorfor føreren altid skal være i stand til at overtage kontrollen med bilen.
Elon Musk har dog samtidig bedyret, at FSD-teknologien er så fremskreden, at den vil kunne overtage føringen på en lang ’kyst-til-kyst’ på tværs af det amerikanske kontinent og indgå i en flåde af ’robo-taxaer’, der autonomt kunne samle passagerer og køre dem omkring.
Selskabet oplyser, at 400.000 Tesla-ejere i USA har adgang til FSD-funktionen i sin betaversion, mens det samtidig pointerer, at funktionen kan døje med at fungere optimalt på snoede veje og i tilfælde af modkørende trafik.
Tesla påbyder samtidig FSD-brugere, at de skal være i kontrol over bilen, og at fralægger sig al ansvar i tilfælde af spirituspåvirket eller uopmærksom kørsel.
Tesla hævder, at teknologien udbredelse er et essentielt led i at nedbringe antallet af dødsfald på de amerikanske veje. I alt bliver omkring 40.000 amerikanere årligt dræbt i trafikken.