Inflation, komponentmangel og stigende råvarepriser var ikke søde mod køberne af elbiler, som i 2022 kunne se priserne ræse mod stratosfæriske prislag.
De dage, hvor man kunne anskaffe sig en lille, billig elbil til under 200.000 kroner – eller endda under 150.000 kroner, var endegyldigt ovre.
Da Tesla i januar 2023 satte sine elbiler op mod 30 procent ned, satte selskabet dog gang i en kædereaktion, som har skudt priserne nedad. Først for de større elbiler, men nu også de mindre.
Heriblandt finder man dagens testemne, MG4 ’Nordic Edition’, som for bare et halvt år siden løb op i 240.000 kroner, men som denne måned er prissat under den psykologiske barre på 200.000 kroner – og som nu kan kalde sig for landets billigste elbil.
Ikke din fars MG
Du husker måske MG-mærket for britiske roadsters fra 60’erne eller 70’erne. Måske husker du selskabet for sine frække udgaver af hedengangne Rover-biler.
Ud over logoet, er der dog intet af klassisk britisk elegance i MG4, for selskabet er nu kinesisk. I stedet syntes bilen at være indstillet på at vise til omverdenen, at den nu byder på kinesisk DNA.
Det afspejler sig i skarpt trukne linjer, der fyger lidt tilfældige steder hen. Det forsøger vist at være lidt frækt og ungdommeligt, men ender i et visuelt miskmask.
Smag og behag er heldigvis forskellige og her i billigste ’Nordic Edition’ skånes man for en todelt spoiler, hvilket vil glæde eller skuffe alt efter hvilken lejr man er i. Jeg er helst fri.
Hvad der ikke fejler noget, er proportionerne. Her diskes op med 4,29 meter gange 1,84 meter byvenlig bil med halvanden meters højde. Præcis den slags mål som forventes af en familievenlig hatchback à la VW Golf eller Peugeot 308.
Inde i kabinen er pladsen også fin til far, mor og to børn. Bagsædets midterplads er dog ikke det mest komfortabelt.
Bagerst i bilen tilbydes plads til 350 liters bagage, hvilket rækker til at få den store Emmaljunga-barnevogn med, men heller ikke mere. Til gengæld kan man tilkøbe krog og trække 500 kilo på den, hvilket giver mulighed for at trailer, bagageboks eller cykler kan komme med.
Som noget rimelig unikt i segmentet er V2L-standard, hvilket vil sige, at du kan forvandle bilen til en kolossal 220V powerbank, der kan oplade din iPhone omkring 4.000 gange, før bilen skal lades op igen. Man kan også sagtens slutte større udstyr til, som en el-grill, kapsel-kaffemaskine eller air-con anlæg og forsøde en eventuel friluftstilværelse.
Det gode og det grelle
Det lidt rodede indtryk af MG4 fortsætter, når man sætter i kabinen.
Førerdøren giver en tung mekanisk lyd, når den lukkes, mens man sidder og støttes rigtig fint på tekstil-betrukne sæder.
Inden man når at tro, at man har sat sig i en tysk kvalitetsbil, glinser store flader med højglansplast mod en, mens man hurtigt kan konstatere, at de enkelte fysiske knapper, der tilbydes, nok er bilindustriens ringeste.
Eneste flair, man finder i kabinen, er i det store jog-hjul, som umiddelbart ligner en volumen-knap, men altså er en gear-vælger. Som fører bør man næsten instruere ens sidemand til ikke at skrue på den, af fare for at skifte til bakgear midt i det hele.
Selve ergonomien veksler også mellem det gode og grelle. Sæder og rat kan fint justeres efter behov, men man får kun et lille digitalt instrumentbræt foran med sløj grafik, kontrast og farver.
Selve infotainmentsystemet er spartansk (her er eksempelvis ikke nogen indbygget navigation) og lettere ugideligt, men selve skærmen er noget pænere i farverne og strækker sig over pæne 10,3 tommer.
Det gode er så at man da bare kan ty til kablet Apple CarPlay eller Android Auto, som kan udnytte den pæne skærm på fin vis. Mindre godt var det til gengæld, at forbindelsen frøs tre gange i den uge, jeg testede bilen.
Mest irriterende var dog, at bilen nægtede at huske ens indstillinger. Det betyder, at du skal justere assistentsystemernes ildhu og opsat øko/sports-indstillingerne på bilen hver gang, inden du kører.
Et lille missil
Det er let at blive vægelsindet med MG4. Hver gang man finder noget at glæde sig over, finder man ligeledes noget at græmmes ved.
Det gør sig skam også gældende under kørsel, hvor MG4 faktisk viser sig at være et lille, sporty missil.
Både styretøj og affjedringen er nærmest perfekt opsat til både at aktivere de velvillige 170 heste til opmuntrende kørsel på snoede veje, mens komforten ikke lider på bulede veje eller længere stræk.
Batteriet på 51 kWh er samtidig en rimelig størrelse, da vægten holdes nede på udmærkede 1.600 kilo og da der faktisk kan lynlades fra 10-80 procent hurtigere end de 40 minutter, som MG oplyser.
Jeg nåede at klare 10-80 procent på bare 36 minutter, og det er til trods for, at vejret blot var kolde fem grader. Det plejer at drille batterier med LFP-kemi, som dagens MG4 model er udstyret med. Storebror MG4 'Luxury' har 13 kWh ekstra kapacitet og lader omkring 10 minutter hurtigere.
Men så kommer malurten: Forbruget. Koldt, blæsende vintervejr er ikke elbilernes ven, men for MG4 er det en decideret fjende.
Det erfarede jeg over to ture på cirka 210 kilometer, primært præget af motorvejskørsel, hvor de 51 kWh synes at komme til kort. Selvom rækkevidden er opgjort til 350 kilometer, endte den praktiske rækkevidde nede omkring de 220 kilometer.
Og det var endda med økosystemer slået til og fartpiloten sat til 110 kilometer i timen og et varmeanlæg, der døjede med at holde kabinen acceptabel varm, selvom det var sat til 24 grader.
Her lider ’Nordic Edition’ på ironisk vis af, at den ikke er født med varmepumpe og den derfor bruger uforholdsmæssig meget energi på at holde sig varm samtidig med, at motorvejshastigheder tærer på et LFP-batteri, der kan døje lidt i kulden.
Når du så endeligt når din destination, skal du ikke regne med at køre videre samme dag, for bilen lader kun med en fase, hvilket i praksis betyder den kun tanker op med 3,4 kWh i timen. En fuld ladeseance kan derfor tage op til 15 timer, hvilket betyder at eventuelle pendlere ikke kan lade op, når strømmen er billigst
Velkørende frustrationskilde
Der er altså mange op- og nedture i livet med Danmarks billigste elbil.
Prisen er pivskarp. Man sidder godt, man kører godt. Man får endda nogle fikse muligheder i form af mulighed for at trække en trailer eller at drive lys, lyd og køkkenet i et festivaltelt. Om sommeren kan man endda kommer op over 300 kilometers rækkevidde. Lynladning foregår endda hurtigere, end MG lover.
Omvendt bliver det på et tidspunkt vinter. Rækkevidden forkortes med en tredjedel og du får valget mellem at fryse eller barbere MG4’s rækkevidde yderligere. Flere af de forhold kan dog adresseres ved at vælge den 45.000 kroner dyrere 'Luxury' variant - men det er så en anden prisklasse.
Som bil nummer to eller en pendlerbil kunne MG4 Nordic Edition dog alligevel fungere glimrende takket været sin pris og fine køreegenskaber. Men så skal man kunne leve med den langsomme opladning og det evindelige knas med softwaren.
Lige meget hvordan MG4 betragtes, er facit den samme: Der overraskende meget at glædes over, men mindst lige så meget at blive frustreret over.