Artikel top billede

(Foto: Niels de Boissezon)

Prøvekørt: Dette bilmærke har et skørt navn – men bilerne bør du holde øje med

Endnu et kinesisk bilmærke styrer mod Danmark. Til trods for det spøjse navn er der god grund til at holde øje med Zeekr.

Du har nok ikke hørt om Zeekr før. Og det er helt ok – for ingen almindelig bilkøber kan forventes jævnligt at holde øje med alt det, der pibler frem af nye kinesiske elbilsmærker.

Men Zeekr styrer altså mod Danmark og bør alene på grund af sit tilhørsforhold til moderselskabet Geely vække interesse. Geely er nemlig den kinesiske koncern, som også står bag Volvo, Lotus og søsterselskabet Polestar.

Zeekr to første biler, der nu styrer mod Danmark (og som allerede nu er landet i udvalgte markeder som Sverige og Holland), er begge lovende:

Zeekr X er en nydelig og kompakt elbil i familie med Volvo EX30 og så dagens testemne, topmodellen Zeekr 001, som en kæmpemæssig elbil, der synes at blande proportioner fra både coupé og SUV-verdenen som en slags fladmast crossover.

Store sager

Proportionerne snyder øjet, hvorfor man forventer en mindre bil, når man alene kender den fra billeder.

Zeekr 001 er dog knap fem meter lang og to meter bred og er derfor en kæmpe, der vil udfordre dig på dine parkerings-skills, hvis p-båsen er smal til trods for, at sensorerne og 360-kameraet forsøger at hjælpe til.

Ude fra set minder den ikke om noget, som vi har set før, medmindre du da skulle have set en bil fra det lige så ukendte søsterselskab ’Lynk & Co’ trille forbi.

Nogle kan måske ane Porsche-lignende elementer i de hævede forlygter, men disse brydes af en for mærket karakteristisk sort stribe hen over nummerpladen, der gemmer på både sensorer og matrix-LED forlygter.

De store mål – og en kæmpemæssig akselafstand på tre meter - skulle gerne omsættes til glimrende pladsforhold både for, bag og i bagsmækken.

Der er dog lidt blandet med eminente forhold med lidt mere jævne forhold bagpå og i bagsmækken (som har plads til 540 liter i alt). Der kan ydermere trækkes halvandet tons på en eventuel krog, hvis du skal have mere med.

Den faldende taglinje vil kun drille høje passagerer på bagsædet – de får dog et panoramaglastag at se på himlen fra.

Det giver plads til et velvoksent batteri på 100 kWh (94 kWh netto), som giver op til 620 kilometers rækkevidde efter WLTP-standarden.

Det blev dog kun til en kort køretur i dagens seance, hvorfor det reelt forbrug ikke kunne undersøges nærmere.

Luksus-kabine

Hvad der dog slår en, så snart man træder ind i Zeekr, er ambitionsniveauet.

Materiale- og samle-kvalitet har utvivlsomt de dyre tyske mærker for øje med en finish, som normalt kun findes i premium-biler.

Man kan dog genkende slægtskabet med Volvo og Polestar flere steder - for eksempel på vindues-knapperne, som også er set i de to søsterselskaber.

Det overordnede indtryk er, ligesom resten af bilen, sin egen med en nydelig kobberfinish her og der og en stort centralt monteret 15,4” infotainment-display, der lystrer som det skal.

Bagpå får passagerne også en skærm at lege med, men dog kun til at styre ambient-belysningen og klimaanlægget.

Hvor Volvo og Polestar benytter Googles dedikerede Android Automotive-system med tilhørende app-butik, anvender Zeekr sit eget system, som på mange måder synes at være inspireret af Tesla.

Trådløs Carplay og Android Auto er dog en mulighed her modsat hos Tesla.

Som fører får man også et lille digitalt instrumentbræt at arbejde med. Det er i denne testbil suppleret af et velfungerende heads-up display til få de vigtigste køreoplysninger serveret.

Meget af selve betjeningen af bilen kan styres igennem det fysisk veldisponerede rat, hvor man dog skal igennem nogle blanke kapacitive flader, som let vil blive fedtede.

Velafstemt sag

Zeekr 001 bliver her testet i sin Performance-version, hvilket betyder, at der er hele 544 hestekræfter til disposition fordelt over både for- og bagaksel.

Når de udløses, katapulterer det selvfølgelig bilen frem og 0-100 tider på under fire sekunder er en mulighed her.

En mere fornuftspræget ’Long Range’-version med halvt så mange heste og baghjulstræk er også en mulighed.

Skal det være skørt, skulle en afsindig ’FR’ version med 1.247 hestekræfter også værepå bedding.

De 544 heste, som jeg har til disposition, er dog alt rigeligt, men vigtigst er det, at bilens øvrige komponenter kan følge med.

Selvom der alene er tale om den almindelige undervogn her, blev asfaltens ujævnheder håndteret på komfortabel vis. Her er også mulighed for adaptiv affjedring.

Selve styrtøjet er også velafstemt, dog mere til det løse end det stive – og her tilbydes ikke mulighed for at justere inputtet som i en Polestar.

Man kan være i tvivl om, hvor Zeekr vil positionere sig blandt søstermodellerne fra Volvo, Polestar og Lotus.

Ud fra Zeekr 001's køreegenskaber befinder vi os mellem den mere komfortable Volvo og den mere dynamiske Polestar. Målt på luksus-indtryk er det dog Lotus, der sigtes efter.

Potentielt kup

Zeekr 001 er ikke landet i Danmark endnu og fra den danske organisation lyder det, at vi skal vente til midten af 2024, før de første biler kan forventes at trille over grænsen.

Prisen har vi dog allerede nogle interessante indikationer på.

I Holland debuterer Zeekr 001 i sin grundmodel til 62.499 euro, svarende til 466.350 kroner.

Den danske moms og afgiftstruktur vil dog lægge lidt til den pris, men en pris under den halve million synes sandsynlig.

Dermed lander Zeekr 001 i samme prisleje som VW ID.7 og givetvis et stykke under det, som platform-søsteren Polestar 4 vil debutere til.

Kvalitetsindtrykket og den første køretur giver dog mig her grund til at tro, at Zeekr X kan blive et potentielt kup i den øvre firmabilsklasse.


Loading ikon