Der skal holdes øje med den svensk-kinesiske bilproducent Polestar.
Mens selskabet reelt kun har haft et enkelt produkt på hylderne med sin Polestar 2, står selskabet til at udvide porteføljen markant i de kommende måneder med selskabets store Polestar 3, skarpt eftefulgt af den lovende Polestar 4.
Sidstnævnte er samtidig bilen med størst salgspotentiale af den grund, at den står til at debutere tættere på den halve million kroner, mens der vil skulle slippes tættere på den hele million for storebror Polestar 3, som kommer til priser fra 800.000 kroner.
Løftet coupé
Selv om de to biler adskilles af mere end en kvart million kroner, vil de to biler optage omtrent den samme plads i en parkerings-bås.
Polestar 4 er faktisk stort set lige så bred som sin storebror med sine velvoksne 1,95 meters bredde. Til gengæld er Polestar 4 i alt 4,84 meter lang og 1,54 meter høj, hvilket gør den seks centimeter kortere og lavere end Polestar 3.
Til trods for de beskedne forskelle, fremstår de to biler som to ganske forskellige størrelser.
Polestar 4 er spids og dråbeformet og kan næsten kategoriseres som en lettere hævet coupé, mens Polestar 3 mere minder om en SUV, som har fået trimmet lidt af toppen.
Visuelt trækker Polestar 4 meget tydeligere i retning af Polestars fremtidige udtryk, som vi allerede har set i gudeskønne konceptbiler som Precept og O2, som på sigt skal blive Polestar 5 og Polestar 6.
Det er godt det samme, for når man spiller elbilskort, vinder bilen med den mest aerodynamiske form, hvilket også er tilfældet her.
Både Polestar 3 og 4 kan køre op til 600 WLTP-kilometer på en opladning – Polestar 4 er dog mere nøjsom med elektronerne, hvorfor den kan nøjes med 102 kWh batteri (94 netto) for at nå så langt, mens Polestar skal have kæmpemæssige 111 kWh (107 netto) med.
Mindre batteri betyder naturligvis mindre vægt at slæbe rundt på. Knap 400 kilo – eller hvad der svarer til en jersey-ko - mindre skal en 4’er slæbe på.
Ingen af bilerne er dog særligt nøjsomme, når man ved, at eksempelvis VW’s ID.7 kan nå lige så langt med sit væsentlige mindre 82 kWh batteri (77 netto).
Men Polestar 4 kan dog bryste sig af at være den grønneste bil i Polestars kollektion.
Selskabet understreger her, at 4’erens grundmodel har et CO2-aftryk, der kommer ned på 19,4 tons CO2 (svarende til cirka 6.000 liter diesel) – det er kun 10 procent mere end den væsentligt mindre EX30 fra søsterselskabet Volvo.
Nærmer sig business class
Det er kun fem år siden, at Polestar vristede sig fri af Volvos sportslige division og sprang ud som selvstændigt brand.
Polestar 1 og 2 var derfor præget af umiskendelig Volvo-æstetik, mens Polestar 3 begyndte at gå egne veje.
Med Polestar 4 synes selskabet for alvor at træde i karakter - blandt andet ved at vælge helt at skrotte bagruden og i stedet at ty til et digitalt bakspejl.
Det giver bedre udsyn bagud, om end det lige skal vurderes hvor godt det fungerer i udfordrende forhold. I strålende californisk efterårssol er udsynet dog flot og skarpt.
Tricket giver samtidig plads til, at Polestar her kan tilbyde bagsæder,´der kan lænes tilbage.
Nogen decideret business-class oplevelse bliver det dog ikke, da det kun er omtrent 10 centimeter at lege med.
Men med god plads til benene og fin hovedhøjde føler man sig nu kæret for som bagsædepassager.
Oppe foran bliver der også taget godt imod en, for man oplever, hvordan Polestar har eksperimenteret sig, med held, til at få genbrugsplast til at føles godt. Og vil man have læder, er der nu også mulighed for det.
Selve betjeningen er klassisk om end, det er Googles dedikerede bilstyresystem, der styre løjerne – og derfor også kan tilbyde et økosystem af apps og integreret Google Maps eller Waze-navigation.
Og så kan bilen indgå i Google-smarthjemmet, hvorfor man ikke bare kan stemmestyre bilen inde i kabinen, men også fra ens hjem – for eksempel ved at bede den forvarme kabinen, inden man tager ud af døren.
Oplysning om kørsel serveres på enten på et lille digitalt instrumentbræt, et heads-up display eller via den store 15,4” skærm, som alle tre står flot, skarpt og som lystrer kvikt.
Godt det samme, for ud over den store fysiske volumen-knap, er det begrænset med taktilt feedback fra fysiske knapper i kabinen.
Selve køreoplevelsen kan der ikke skrives meget hjem om endnu, da det alene lykkedes at få en tur som passager, da bilen fortsat er en rullende prototype.
Kabine og samlekvalitet skulle dog være meget lig det, som den endelige produktionsmodel vil tilbyde, loves det.
Det blev derfor heller ikke muligt at give de 544 heste, som tilbydes i Performance-versionen, noget havre at leve af. Rækkevidde og forbrugstest må også vente.
Men nærmer Polestar 4 sig de fine køreegenskaber, der prægede platform-kusinen Zeekr 001 fra søsterselskabet Zeekr, lover det godt.
Polestar siger selv, at 0-100 disciplinen klares på 3,8 sekunder – eksakt samme tal som Zeekr 001.
Meget falder på prisen
Polestar 4 bliver med al sandsynlighed selskabets vigtigste bil til dato. Selvom grundmodellen med 272 hestekræfter bliver den på papiret ’svageste bil’ i det sportsprægede bilmærkes portefølje.
Til gengæld kan Polestar stå med et potentielt hit, hvis prisen holdes omkring eller endda under den halve million, ligesom Zeekr 001, for Polestar 4 er både en klasse større og en klasse over sin nuværende Polestar 2.
Præcist hvor den lander bliver vi klogere på i foråret 2024, hvor Polestar 4 forventes at få sin europæiske debut.